Af Louise Frilev
Kandidat til KV25
Hjørring Kommune
Venstre
Jeg har ikke altid været bevidst om, at jeg er liberal. Men jeg har altid troet på frihed, ansvar og muligheden for at forme sit eget liv. Først senere forstod jeg, at det er kernen i liberalismen. Derfor stiller jeg nu op til kommunalvalget for Venstre.
Min tid i Enhedslisten – og hvorfor det ikke holdt
Under min læreruddannelse var folkeskolereformen fra 2013 et stort tema – ofte i et negativt lys. Dengang var der kun to partier, der stemte imod: Enhedslisten og Alternativet. Senere blev samtykkelovgivningen og den grønne dagsorden en mærkesag for mig, og her var Enhedslisten en af de stærkeste aktører. Det var den primære årsag til, at jeg meldte mig ind. Det var en impulsiv beslutning, ikke en ideologisk overbevisning.
Jeg var glad for fællesskabet, men det stod efterhånden klart, at jeg ikke delte partiets grundlæggende ideologi. Jeg troede på markedsøkonomi frem for statsstyring. På ansvar frem for kontrol. På frihed til at vælge sin egen vej. Jeg lærte, hvor vigtig ideologi er – men også hvor vigtig realisme er. Og jeg måtte sent erkende: Jeg hørte ikke til på den yderste venstrefløj og har aldrig gjort det.
Den store erkendelse: Jeg er liberal
Da jeg blev færdiguddannet og begyndte at arbejde som lærer, ændrede mit perspektiv sig. Jeg så ikke længere så sort på folkeskolereformen. Samtykkelovgivningen var gennemført. Og i Enhedslisten blev jeg mere bevidst om dagsordner som afskaffelse af privat ejendomsret, borgerløn og modstand mod den tredje Limfjordsforbindelse – alt sammen noget, jeg var fundamentalt uenig i. Særligt afstraffelsen af privatbilismen fik mig op ad stolen. Flere har vist bemærket, at jeg har ’benzin i blodet’. Derfor måtte jeg også takke nej til en demonstration til fordel for formel 1 i tv’et.
Ingen var overraskede over, at jeg forlod Enhedslisten – kun over, at det tog så lang tid. Jeg satte mig for at finde det parti, der bedst repræsenterede mine værdier. Jeg brugte måneder på at dykke ned i ideologier, læse partiprogrammer og reflektere over, hvad der egentlig definerer mine holdninger.
Efter lange samtaler med Lars-Peter Høgh var jeg ikke i tvivl: Jeg er liberal i hjertet. Socialliberal. Liberal feminist. Ingen partier har en ren ideologi – det har jeg heller ikke selv – men Venstre er det bedste match for mig.
Fra medlem til kandidat til KV25
Jeg har mødt enorm tillid i Venstre. Fra start har jeg været ærlig om min politiske fortid, og alligevel gik vejen fra nyt medlem til næstformand i vores kommuneforening hurtigt. Det ansvar, jeg har fået, gør mig både taknemmelig og stolt. Da jeg blev spurgt, om jeg ville stille op til kommunalvalget, var svaret ja. Og nu er jeg officielt kandidat til KV25.
Jeg trives i Venstre. Her er der højt til loftet, og uenigheder løses konstruktivt. Noget af det, der slog mig mest ved at skifte parti, var forskellen i beslutningsprocesser. Til min første generalforsamling i Venstre skulle vi vælge en dirigent. Ét navn blev nævnt – og så klappede hele forsamlingen. Dirigenten var valgt og jeg var meget forvirret. Det var en omvæltning efter Enhedslisten, hvor det meste af et møde kunne gå med at diskutere procedurer.
Fremad – for en kommune med løsninger
Jeg stiller op, fordi vi har brug for en kommune, hvor vi fokuserer på løsninger frem for symbolpolitik. Hvor vi tør reformere, når det er nødvendigt. Hvor borgerne ikke mødes med bureaukrati, men med frihed.
Jeg vil arbejde for en kommune, hvor erhvervslivet har bedre vilkår, hvor skolerne får mere frihed, og hvor vi tager de nødvendige beslutninger for fremtiden.
Jeg vil kæmpe for en kommune, hvor vi fjerner bureaukrati, skaber vækst og giver borgerne frihed til at forme deres eget liv. Det er den liberale vej – og den vej, jeg vil gå.
Venstre, ved du hvor du har…. Det så vi tydeligt, da de løb fra deres ord, og valgte ministerposter og ministerbiler fremfor at stå ved deres ord. Og så deres dårlige undskyldning med, at vi gik efter at få indflydelse. Venstre er som Socialdemokratiet lige til at lukke op…….. i…. Og det gælder stort set alle andre partier også….