Af Louise Frilev
Byrådskandidat for Venstre
Hjørring Kommune
For mig er det dybt bekymrende, hvordan systemstatens magt langsomt men sikkert udfordrer vores frihed. Vi ser det i hverdagen, i vores foreningsliv og i de små ting, der burde være enkle og ligetil, men som i stedet bliver kvalt af regler, bureaukrati og kompleksitet. Når selv det at få en ny kasserer i en forening kræver, at man kæmper sig gennem en labyrint af regler, så er det tydeligt, at noget er gået galt.
Vi har bygget et system, der skulle hjælpe os, men i stedet har det skabt flere forhindringer. For mange regler, for mange krav, og for lidt tillid til, at mennesker kan tage ansvar selv. Det er her, systemstaten viser sit grimmeste ansigt – når den detailstyrer vores liv så meget, at det hæmmer vores frihed til at handle og organisere os. Det er paradoksalt, at et system, der skulle give os tryghed og støtte, nu har udviklet sig til noget, der i stedet indsnævrer vores handlefrihed.
Vi ser et tydeligt eksempel på det i sagen om Den sorte svane, hvor det offentlige selv mistede overblikket over sine egne regler og processer. Når selv systemet ikke kan finde rundt i sine egne love, hvordan kan vi så som borgere og foreninger navigere i denne jungle af bureaukrati? Det er absurd, at vi har skabt en stat, der kontrollerer os så meget, at vi ender med at miste overblikket over, hvad der egentlig er muligt.
Frihed under ansvar er en kerneværdi for mig, men ansvaret skal ikke drukne i regler og bureaukrati. Når systemet bliver så komplekst, at selv de bedste intentioner forsvinder i en strøm af papirer og retningslinjer, så har vi tabt noget vigtigt – vores tillid til, at mennesker kan handle og træffe beslutninger uden statens konstante indblanding. Regler skal ikke skabe forhindringer, de skal skabe rammer for frihed.
Systemstatens magt begrænser os i det små, og det er her, det bliver farligt. Når vi ikke længere kan drive vores foreninger, arrangere aktiviteter eller tage ansvar lokalt, fordi staten står i vejen med sine regler, så mister vi langsomt den frihed, der burde være grundlaget for vores samfund. Vi skal turde sætte grænser for systemstatens indflydelse, fordi frihed handler om mere end blot store principper – det handler om de små ting i hverdagen, hvor vi som mennesker skal have mulighed for at tage ansvar uden at blive kvalt i regler.
Godt skriv
Held og Lykke med at overbevise resten af V.
Simpelthen den dårligste udtalelse fra en der er i samme parti som det der er ved at ødelægge Danmark med det som Louise skriver og stiller op til byråd er landet da helt fortabt Venstre socialdemokrat tager alt hvad friværdi er for de danske borgere