På brugsens ordinære generalforsamling mandag den 24. april skal medlemmerne tage stilling til om Dagli’Brugsen i Lendum skal omdannes til Min Købmand med varer leveret af grossistfirmaet Dagrofa, der driver kæderne Let-Køb, Min Købmand, Spar og Meny.
Det orienterede brugsens bestyrelse om på et velbesøgt borgermøde i Lendum Kultur- og Borgerhus.
– Velkommen til alle, dejligt at se så mange fremmødte, det er for os i bestyrelsen et tegn på, at vi er rigtig mange, der har interesse i, hvordan det går med vores dagligvarebutik her i Lendum.
Ledelsen og bestyrelsen holder hvert år et strategiseminar, hvor vi diskuterer Brugsens fremtid både kortsigtet, men også med en længere horisont på 3 – 5 år. Dagligvarebranchen er en branche, hvor der sker hurtige ændringer af markedet. Det har vi særligt set inden for de sidste 3 – 6 måneder. Ledelsen og bestyrelsen har en pligt til at følge denne udvikling, så vi hele tiden kan tilpasse dagligvarebutikken til nye og ændrede betingelser.
Dagligvarebutikken i Lendum skal hele tiden være så attraktiv, at så mange som muligt har lyst til at handle her. Vi kan lave nok så mange krumspring, men hvis ikke vores kunder syntes, det er værd at handle her, så lukker butikken, og lukker butikken, ja så lukker byen.
Vi stod i den situation for snart 5 år siden, hvor vi havde ryggen mod muren. Det ønsker vi ikke, skal ske igen. Vi er i dag heldigvis ikke i denne situation, men vi afsøger løbende alternative forretningsmuligheder. Er der andre og måske bedre muligheder for at få leveret varer end dem Coop tilbyder?, lød det fra formanden for bestyrelsen Søren Tjønneland.
Herefter orienterede Claus Dalmose fra bestyrelsen om situationen med Coop som fortsat leverandør og dermed fortsættelse af Dagli’Brugsen som dagligvarebutik i Lendum samt om OK brændstofanlægget og huset Søndergade 1, hvis der skiftes til Dagrofa.
Henrik Pedersen og Ole Møller fra Dagrofa fortalte, hvordan situationen er med Dagrofa som leverandør, hvis brugsen omdannes til en privat købmand.
Efter orienteringerne blev der fortalt om det videre forløb, inden den endelige beslutning om fremtiden for en dagligvarebutik i Lendum træffes.
– Nu skal vores uddeler Ronni Høyer og Dagrofa tale videre. Såfremt de bliver enige, og vi i bestyrelsen får en skriftlig garanti for, at der nu er skabt en mulighed for, at der kan etableres en Din Købmand i Lendum, vil vi efter den ordinære generalforsamling indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i maj måned. Her skal der så være en afstemning blandt medlemmerne af Brugsforeningen, om man vil bevare Coop som leverandør, eller om der skal etableres en Min Købmand med en privat købmand som ejer.
Efter orienteringerne var der mulighed for at stille spørgsmål til bestyrelsen og til repræsentanterne fra Dagrofa. Der var ingen til stede fra Coop, selvom de var inviteret.
Det videre forløb i processen er den ordinære generalforsamling mandag den 24. april, herefter en ekstraordinær generalforsamling i maj måned. Hvis det besluttes at overgår til Min Købmand opsiges leverandøraftalen med Coop den 30. juni, og den 1. januar 2024 etableres en ny andelsforening med henblik på drift af OK tankanlægget og udlejning af bygninger til den nye købmand. Ligeledes den 1. januar 2024 åbner Min Købmand i Lendum med nuværende uddeler Ronni Høyer som ejer. Alt dette er dog betinget af, om Dagli’Brugsens medlemmer ønsker at skifte fra Coop til Dagrofa.