Vandløbssystemet omkring Liver Å har været ramt af endnu en forurening, som denne gang fandt sted på den genslyngede del af Rakkeby Å. Heldigvis reagerede kommunen hurtigt med blandt andet et straks påbud.
Bestyrelsen i Liver å Lystfiskerforening blev ikke desto mindre på et møde den 3. december enige om at opfordre medlemmerne til at være opmærksomme på eventuelle nye forureninger i de mindre tilløb og bække ved Liver Å.
Det kan desværre også være nødvendigt at komme meget tæt på vandløbet for at kunne se for eksempel lammehaler. Hvis man observerer forurening, skal man ringe 112, hvorefter vagtcentralen om nødvendigt kontakter Miljøvagten.