Der hersker ikke længere tvivl om Joy Omewa’s målnæse. Topscoreren stod for det udlignende mål i Fortunas pokalsemifinale mod FCK i Vanløse Idrætspark. Med resultatet 1-1 kan der stadig være spænding omkring semifinaleopgøret.
Hvilket hold, der skal videre til finalen afgøres når Fortuna tager imod FCK på Nord Energi Arena i Hjørring Skærtorsdag den 17. april kl. 15:00.
FCK har vist sig at være i top, når det drejer sig om at hente tilskuere. 1384 overværede lørdagens kamp.

Fortuna, der har adskillige danske mesterskaber og pokalmesterskaber i bagagen, liger i øjeblikket på Gjensidige Kvindeligas førsteplads, mens FCK står over for at tage hul på det slutspil, som holdet netop har kvalificeret sig til.
Det slutspil kan bringe FCK frem til Kvindeligaen. Fortuna var favorit, det lod FCK sig ikke afskrække af.
Københavnerne kæmpede fra første dommerfløjt mod et lettere famlende Fortuna- hold.
Vendelboernes startopstilling virkede lettere eksperimenterende, og ikke så slagkraftig som man tidligere har oplevet.

Det var da også københavnerne, der kom bedst ud af 1. halvleg. 43 minutter inde i kampen scorede Julie Børkop og FCK gik til pause med en føring.
I 2. halvleg præsterede Fortuna en anelse bedre og efter 13 minutters spil faldt udligningen.
Det var unge Josefine Valvik, der fandt Fortunas topscorer Joy Omewa, der udlignede, og dermed viste sin målfarlighed.
Nu er der så lagt op til afgørelsen på Nord Energi Arena Skærtorsdag den 17. april.
Der hersker ikke tvivl om, at Fortuna overfor et hjemmepublikum gør alt for at sikre sig en finaleplads.
Hvem, der bliver modstander her, er der også spænding om.
Lørdagens anden semifinale blev vundet af FC Nordsjælland, der rejste hjem fra Brøndby med en 1-0-sejr. FC Nordsjælland og Brøndby IF spiller også anden semifinale i Farum Skærtorsdag på samme tidspunkt som kampen i Hjørring afvikles.
Inden de næste semifinalekampe er der en runde i Gjensidige Kvindeliga. Søndag den 13. april kl. 13 får Fortuna besøg af HB Køge på Nord Energi Arena.