Idémand og initiativtager Mads Halle Bruuns ambitioner om at designe en festival med udgangspunkt i sociale konstellationer, som har gavn og glæde af hinanden, blev for anden gang prøvet af ved den netop overståede og nu 10 dage lange vinterfestival Artic Marley 2024.
Planen var ifølge arrangøren angiveligt at stimulere adskillige aktiviteter i en ellers stille og mørk tid. Altså at udfordre sig selv og andre til at søge hinanden i forskellige sammenhænge og sammensætninger. Det har krævet mange samt lange forklaringer og givet meget stof til eftertanke med de ting, som er lykkedes og det som ikke er, mener Mads Halle Bruun, der har brugt søndagen på at rigge af og rydde op efter Artic Marley.
– Jeg føler en stor taknemmelighed over, at byen har vist sig gennem mange positive tilkendegivelser. Såvel store som små, unge som gamle, kender nu udtrykket Artic Marley. Mange har også fundet den kringlede røde tråd, som jeg allerede fra start har prøvet at massere ind i festivalen. Hvis folk kan huske infomødet og formålet med festivalen, kan de selv lave et afkrydsningsskema og markere, om de synes, at det er lykkedes, uddyber Mads Halle Bruun.
– For mig er det vigtige at se folk smile og konstatere, at nye bekendtskaber skabes, og vi mødes for fællesskabet. Jeg har i år haft glæden af, at skolerne og endnu flere aktører har villet byde ind med deres forskellige aktiviteter. Jeg vil sige tusind tak for jer og med en bevidsthed om, at det lykkedes at lave en festival midt i den barskeste tid på året. I en by, hvor der altid er kontant afregning. Både fra vejret og menneskene i byen, tilføjer arrangøren.
– Det har været 10 dage med lys, varme og glæde. Måske næste gang med opbakning fra foreninger og endnu flere børneaktiviteter, slutter Mads Halle Bruun.