Af Mads Nygaard
Forfatter
For tre år siden var maleriet her udstillet hos min frisør Heidi Vendelbo på Hirtshals Havn. Jeg faldt pladask for det. ”Det er en vaskeægte Inger Mortensen,” sagde Heidi. ”Hun bor lige oppe ved runddelen, men jeg tror ikke, hun vil sælge det.”
I sidste uge ville skæbnen, at Inger Mortensen godt kunne tænke sig et eksemplar af Tines og min bog, så jeg drønede til byen og afleverede personligt. Inger og gemalen Ole har selv en stor kærlighedshistorie. De har ikke sluppet taget i hinanden, siden de flettede fingre for første gang 20. december 1974. Her løb jeg rundt som 5-årig ovre i Norgesgade. Nu, 47 år senere, hilste jeg så på begge to, og hvad stod i den lune stue? Maleriet, selvfølgelig. Det eneste ene.
Inger Mortensen var, som Heidi havde spået, ikke ligefrem hungrende efter at slippe værket. Jeg forklarede, at det var Tines fødselsdag, og hun skulle have det med det samme, inden hun rejste tilbage til København. Jeg fortalte også, at jeg var en skovl til at købe gaver, og at alle butikker uden undtagelse forvirrer mig, fordi der altid er alt for mange varer at vælge imellem. Inger smilede og returnerede med nogle af sine egne skavanker. Bølgelængden var lige i øjet. ”Du skal have det, så du kan give det til din Tine, basta!”
Inger kom med en pris. Det var mere end jeg havde på lommen, så jeg lagde, hvad jeg havde og lovede at komme med resten, når Tine var rejst til hovedstaden. Mesterværket kunne lige nøjagtig være i C1teren. Spændt som en lirekassemand på vej ind i en baggård fuld af godt humør, drønede jeg direkte retur til fruens store øjne og jublende favn. Fruen besluttede, at værket skal bo, hvor det er skabt. I Vendsyssel. Ved næste visit måtte vi så over en kop øl beslutte, hvor det skulle hænge.
Vi tog afsked, og jeg gik på værkstedet. I mellemtiden var der tikket en besked ind fra Inger Mortensen. Hun ville bare sige, at jeg ikke skulle tænke på resten af pengene. Hun havde lige læst højt for sin Ole, og det var min og Tines historie om mødet i London for mange år siden. Bogen havde fået dem til at grine og snakke om dengang i december 1974, hvor de blev svejset sammen. Minder tonede frem. Sådan en stund er uvurderlig, skrev Inger, og derfor var vi nu kvit. Hun havde dog en bøn. Om vi ikke kunne komme tilbage med maleriet, så hun kunne lakere det en sidste gang.
Perfekt ønske for jeg ville så gerne, at Tine kunne møde skaberen af fødselsdagsgaven. Sådan gik det. Efter et døgns tørretid var det klar til afhentning og ophængning. Fruen hamrede en krog i muren. Jeg forevigede øjeblikket.
Soveværelse med vidunderlig udsigt. Hurra!