Mads Nygaard: 16 års sejlads over Atlanterhavet

Af Mads Nygaard

Forfatter

Kravl udkom i Danmark i efteråret 2006. Det var min fjerde roman, og jeg havde aldrig været mere spændt før en udgivelse. Min fornemmelse var, at jeg havde ramt en guldåre i beskrivelsen af min far. At jeg endelig havde formået at fange hans flamboyante væsen.

Romanen var skrevet i efterdønningerne af fars død. Ordene fossede fra mig med savn i hvert eneste bogstav. På udgivelsesdagen kørte jeg ved daggry ned til tankstationen i Hirtshals og købte alle de aviser, de havde. Min hund var med. Kaffe på termokanden. Vi kørte ned til stranden, hvor flere af bogens nøglescener finder sted. Her ville jeg læse anmeldelserne. Overbevist om at de ville være gode. Men der var ikke nogen. Ikke en eneste.

Dagen efter gjorde jeg det igen. Samme procedure. Heller ikke noget. På fjerdedagen holdt jeg op med at købe aviserne. Jeg smugkiggede i dem inde på tankstationen, pløjede gennem kultursiderne. Nul og niks. Ingen tog notits af min roman. Det var som om, det kun var i mit eget hoved, at udgivelsen havde fundet sted. Jeg var knust.

At vokse op i Hirtshals er at blive skolet i katastrofer af største slags. I hjertet af min lille fiskerby er der et mindesmærke. Det markerer tabet af de seks redningsfolk, der 1. december 1981 satte livet på spil for at komme fiskerfartøjet Hanne Dorthe til undsætning. I en brandstorm drog de ud i RF2, en båd, der umuligt kunne gå ned. Det sagde fabrikanten, det troede hele byen, men en høj sø vendte RF2 på hovedet. Alle seks ombord druknede. Samme skæbne led de tre fiskere på Hanne Dorthe.

Jeg var tolv år gammel. Jeg plejede at lege i den vandkant, hvor redningsfartøjet skyllede i land. Jeg kunne ikke få tankerne omkring det. For ondt. For uretfærdigt. Hvis du kan dø midt i bestræbelsen på at redde andres liv, er der intet helle. Men sådan er Hirtshals, et sted, hvor alting i løbet af et lille sekund kan blive vendt på hovedet, en storm, en voldsom sø, en lussing sendt fra himlen. Og hvor skal du dog sende bebrejdelserne hen?

Far var ikke fisker, han ejede godt nok et skib, men han sejlede aldrig med det. Han ejede også to ejendomme, et sommerhus, og vi havde så mange biler, at jeg tit satte mig ind i én, vi ikke ejede. Jeg tog for givet, at alle køretøjer tilhørte os. Jeg var en forkælet møgunge. Særligt privilegeret var min storebror, for han kunne assistere far med arbejdet. Far købte jord, og så byggede han de fineste huse. Min storebror var fjorten år ældre end mig. Han sad tit oppe på tagkonstruktionerne og regerede over verden og fars arbejdsmænd. Jeg gik nede på jorden og var bare en lille lort.

En dag, da jeg var ni år gammel, bankede det på døren. Det var bagmandspolitiet. Dem havde jeg aldrig hørt om før, det havde min mor heller ikke. Hun begyndte at græde, da de fire mænd sagde, de havde ret til at tage alle papirerne inde på fars kontor. De ransagede hver en skuffe, og kort tid efter ejede vi ikke længere noget som helst.

I mit verdensbillede gik vi fra rig til fattig med samme hast som den høje sø, der havde gjort det af med RF2 og alle heltene ombord. Far gik ned med flaget, og ligesom alle enkerne efter redningsfolkene, ledte han efter et sted at sende bebrejdelserne hen. Indebrændt som bare fanden.

Jeg kunne ikke komme mig over den manglende modtagelse af min roman i 2006. Mit forlag rådede mig til at skrive videre på noget nyt, men bogen var min fars testamente. At lade den kuldsejle svarede til at lade ham glide bort i glemslen. Det var sådan, jeg så det. Umuligt.

Året efter løb jeg tilfældigt ind i Steve Schein, en amerikaner, bosiddende på den danske ø Samsø. Steve havde drevet en jazzpladebutik i København, men ernærede sig nu primært som oversætter. Jeg spurgte ham, hvad han skulle have for at klare hele romanen. Steve begyndte at læse, og jo længere han kom, desto lavere blev hans lønkrav. Vi indgik en aftale, og Steve kom til Hirtshals, så vi bogstaveligt talt kunne gå gennem romanens univers.
Inden udgangen af 2007 havde vi en fuldt oversat roman.

Jeg begyndte at undersøge det amerikanske marked for forlag. Her ventede en ny barriere. Langt de fleste ville slet ikke røre ved et manuskript, hvis der ikke på forhånd var en agent til at varetage den indledende kontakt. Det kostede også penge, og på det her tidspunkt havde jeg ikke en skilling tilbage.

Trodsigt sendte jeg bogen afsted til et hav af forlag, vel vidende at de måske end ikke ville åbne konvolutten. Det var som at gå ned til stranden, lægge en flaskepost i vandkanten og dér anmode himlen om sjælden fralandsvind.

Måneder gik uden en lyd. Så en dag kom et brev fra forlaget Macadam/Cage i San Francisco. Afsenderen var en ung studentermedhjælper ved navn Michelle Dotter. Hun skrev, at hun var én af dem, der fiskede i ”the slush pile”, bjerget af ”unsolicited manuscripts”, og her havde hun altså samlet min roman op.

Fra første sætning var hun fanget og ved vejs ende var hun ikke i tvivl om, at bogen var én af de udkårne, hun nu ville bære højere op i forlagshuset i håbet om at få redaktørerne til at bide på. Desværre havde hun måttet sande, at deres begejstring ikke var lige så stor som hendes. Men jeg skulle vide, at hun elskede romanen, og at hun ønskede mig alt mulig held og lykke med den videre jagt.

Jeg læste brevet et par hundrede gange. Der findes et menneske i USA, som elsker min roman, konkluderede jeg. Et afslag, javist, men der var indbygget oprejsning i det. Macadam/Cage var det eneste forlag, jeg hørte fra. På en måde var det en befrielse. Det gav mig frit lejde til at tro, at konvolutterne aldrig var blevet åbnet andetsteds. Men hvor i alverden skulle bogen nu rejse hen?

I årene, der fulgte, skrev jeg ikke på nyt romanstof. Jeg blev lærer på Vrå Højskole, levede et stille liv. Et efterår fik jeg nogle nye og stærkt selvbevidste elever. Mille Andrea, Line, Lasse og Emil hed de. De meldte sig på mit skrivehold, men efter den første uge kom de med et ultimatum. De havde noteret sig, at jeg ikke nævnte sociale medier med et ord. Det var her, de færdedes, og jeg måtte se og komme med ind i fremtiden.

Hvis de skulle blive på mit hold, krævede de, at jeg kom på mindst ét socialt medie. Jeg kunne lide deres trods. men tanken om sociale medier red mig som en mare. Jeg kunne end ikke lide emails, syntes de var en kunstig form for brevskrivning, noget nymodens pjat. Omvendt havde jeg ikke råd til at miste mit hold, så jeg bad dem vælge et socialt medie, jeg kunne blive medlem af. Mille Andrea, Line, Lasse og Emil oprettede en profil til mig på Facebook.

”Hej.” Sådan lød mit første opslag. Eleverne morede sig. Det semester lærte de mig mere om kommunikation, end jeg lærte dem. Absolut mest iøjnefaldende var det faktum, at jeg kunne sidde på en øde gård i Vendsyssel og her genkalde mig vigtige mennesker, som i tidernes morgen havde betydet noget.

En aften derhjemme slog det mig, om Michelle Dotter måske kunne lokaliseres på Facebook. Jeg havde let ved at huske hendes navn. Dotter er jo snublende nær datter, og jeg betragtede Michelle Dotter som det eneste familiemedlem min roman havde udenfor Danmarks grænse. Michelle var på Facebook. Jeg ansøgte om hendes venskab.

Fem år efter hendes brev fandt vi hinanden igen. Jeg kunne også til min store glæde konstatere, at hendes kærlighed til litteratur var intakt. Hun var ikke længere hos Macadam/Cage, men hun befandt sig stadig i forlagsverdenen.

Atter otte år senere var Michelle Dotter nu i en position hos Dzanc Books, hvor hun kunne sige: ”Jeg elskede din roman dengang, jeg har lige læst den igen og elsker den stadig, vil du udkomme hos os?”

Nu hedder romanen When Me And God Were Little og udkommer i dag. Den handler om en dreng, der af sin far og mor lærer at bygge et liv. Tag godt imod den, og hvis du vil sikre dig et signeret eksemplar, skal du bare skrive i kommentarfeltet. Så kontakter jeg dig og vi finder ud af det.

16 års sejlads er slut. Jeg går i land. Stolt og syngende!

Den engelske udgave af Kravl kan købes her: When Me And God Were Little

Link til tidligere artikel

Mads Nygaard: Det er mig i gyngestolen