Af Mads Nygaard
Forfatter
Bysbarn
Tirsdag gik jeg en roman i mit elskede Hirtshals. Sammen med 25 godtfolk, der havde meldt sig til.
Vi fulgte bogen Kravls rute. Om min barndom i Norgesgade 1, om bagmandspolitiet, der ryddede fars butik i 1979 og efterlod ham dybt forgældet resten af sine dage. Om mor og fars og vi ungers kamp for at finde os til rette i de nye og meget mere ydmyge kår i Tornby, om at savne Hirtshals noget så forbandet.
På vandringen besøgte vi også kirkegården. Her fortalte jeg om min taknemmelighed for både at have oplevet et liv i sus og dus og senere en lang årrække, hvor midlerne var så små, at en henkastet flaske i vejkanten kunne bringe jubel i min mor. Pant var de nye tiders pynt.
Og jeg fortalte, hvordan sparsommeligheden fulgte mine forældre lige til det sidste. I en grad så mor på dødslejet bad os unger om at gøre gravstenen så simpel som mulig. Hun vidste, i modsætning til os, at hvert et bogstav og årstal koster noget. Vi måtte love hende at spare tallene og efternavnet væk.
Derfor er deres gravmæle nok det mest simple i hele kommunen. Og stenen? Jo, den hentede vi nede ved molen. Udspringet til det store, åbne hav. Vi valgte den, vi kunne løfte.
Vel ikke helt efter bogen. Men mor og far gav så meget liv til Norgesgade og Hirtshals, at stenen selvfølgelig skulle stamme fra det sted, deres kærlighed startede.
Og stedet hvor den sluttede. Altid de to. Altid med Hirtshals i hjertet. Bent og Sigrid. Vidunderlige var de!