De kørte ikke til højre, men ligeud. Mod Uggerby.
Svend kunne ikke sidde stille. Hele tiden måtte han mærke efter. Æsken. Kold som is nede i underbukserne.
“Er der noget, du gerne vil spørge om?”
Svend kiggede op.
“Birkebark er det bedste,” råbte han.
“Du behøver ikke råbe.”
“Birkebark kan altid brænde,” råbte Svend. “Også i regnvejr.”
“Nu råber du igen.”
Svend jog en hånd ned i lommen. Ting havde så let ved at blive væk. Jakker, vanter, madkasser, han kunne ikke passe på dem. Han ville gerne, men de forsvandt. Ikke æsken, aldrig æsken. Han kørte en finger hen over låget.
“Far, jeg skal tisse.”
“Du bliver nødt til at vente.”
“Det kan jeg sagtens, far. Jeg kan vente til i morgen. Og i overmorgen. Jeg kan vente i hundrede år, far.”
Nu kom bakken. Uggerby lå nede i bunden. Sammen med åen.
Vand var noget af det stærkeste i verden. Det kunne vælte en skyskraber. Og komme ud af øjnene, selv om det ikke måtte.
På græsset ved det hvide skur lå tolv kanoer med bunden i vejret. De var til almindelige mennesker. Sådan nogle, der havde brug for hjælp. Redningsveste og varm kakao.
“Det er ikke noget for os det dér, vel far?”
Far svingede til venstre. Ind mod skoven. Det gjorde ondt inde bag tissemanden. Han skulle virkelig tisse.
Svend sad på en stub. Han havde selv valgt den. Væk fra alle stier. Han havde bygget et bjerg af kvas og et bjerg af kviste. Bålet knitrede, gløderne sprang. Ilden skulle fodres hele tiden. Han passede på det.
Der var træer overalt. Mange var ved at vælte. De tippede mod øst. Svend kunne høre havet. Det åndede ham i nakken. Der lå en færge derude. Den var så tung, at den ikke kunne løftes op. Svends far havde været nede på bunden for at gøre rent. Når mennesker druknede, lå de tit og flød. Enten smuldrede de som brød i vand, eller også blev de fundet af far.
Svend kiggede sig omkring. Dér var en svamp. Den så dårlig ud. Han trak den op og smed den på bålet. Dér var en kogle. På bålet med den. En krøllet stump papir, endnu bedre.
Svend ryddede op i skoven. Han blev ved, indtil han glemte, hvad han lavede. Så satte han sig igen. Hvor længe havde han overlevet? To timer? Otte?
Han tog æsken op. Fødselsdagsgaven. Den første, han nogensinde havde fået af far. Det plejede altid at være mor, der købte hans gaver. Og pakkede dem ind. Og gav dem til ham. Med små dannebrogsflag. Tuttenuttet. Som om hun slet ikke vidste, hvor gammel han var.
Fars fødselsdagsgave var hemmelig. Den kunne ikke købes i Hirtshals. Æsken var brugt. Far havde haft den med over hele verden. Den var ikke pakket ind. Æsken var ægte. Svend havde fået den oppe på høloftet.
“Tag låget af!”
Svend var ivrig. Låget gjorde modstand. Når det gik op i den ene ende, dykkede det ned i den anden. Fingrene smuttede. Tårer samlede sig lige bag øjnene. Far blev utydelig. Far hev æsken til sig og åbnede selv. Svend tørrede øjnene. Hidsigt. Snot på ærmet.
Far viste ham tingene, én ad gangen. Han gav dem navne. Tingene havde reddet fars liv. Masser af gange. De tre fiskekroge, metaltråden, nylonsnoren og brændglasset.
“Med dem her kan du klare dig i skoven, lige så længe det skal være. I morgen tager vi af sted. Men husk, ikke en lyd til mor. “
Svend sagde tak. En million tak, sagde han.
Solen var på vej ned. Fasanerne ledte efter de træer, de gerne ville sove i. Svend sad på sin stub. Han slog mos ihjel med en kæp. Han fodrede kun bålet, når flammerne forsvandt.
Med kæppen skrabede han et stykke kul ud af gløderne. Kul var sundt. Kul var medicin. Det havde far fortalt.
Nede i de varme lande fik menneskene altid tynde maver. De spiste dårlig mad. Maven kunne ikke holde til det.
Menneskene sad helt alene i ørkenen og sked, indtil de døde af ingenting. Hvis de ville overleve, blev de nødt til at lave et bål og spise kul. Det var der ikke ret mange, der vidste. Men far gjorde. Han rejste rundt i verden og kæmpede alle mulige krige, og hver gang han mødte en skidende mand i ørkenen, lavede han et bål og reddede mandens liv.
Svend havde spist kul masser af gange. I hemmelighed. Det smagte af dårlig aske, men sådan var det at være soldat. Man skulle hele tiden gøre ting, man ikke havde lyst til.
Historien om kullet havde fået Svend til at spise en hel masse mad, han overhovedet ikke kunne lide. Suppe, rødspætter, brun sovs, alt muligt. For at få tynd mave i en fart, så han kunne prøve fars trick. Og sidde på hug ude på marken og lave bål og spise kul og redde liv.
Et par gange var det også lykkedes. Svends mave gik i stykker, men mor opdagede det altid og trak ham med ud på toilettet. Hun blev stående, indtil der ikke kom mere. Så tog hun alt tøjet af ham og brusede ham bagi og lagde ham i seng. Hun blev siddende på kanten af sengen, indtil hans mave, helt uden kul, blev god igen. Så klappede hun ham på kinden og smilede, som om det var dejligt, at hun lige havde ødelagt en soldat i Danmark.
Svend rejste sig. Han stod helt stille. Han kunne kun høre havet og sin egen vejrtrækning. Han knækkede et par grene af træerne og fodrede bålet. Flammerne tog fat med det samme. Så løb han ned til åen. Måske en rådden fisk i vandkanten. Eller en skrubtudse.
Uggerby Å flød lige så stille. Ved bredden var der bare dunhammere og blød jord. Svend gav sig til at grave med næverne. Regnorme kunne man altid finde. Der var masser. Tykke, tynde, røde, lilla, lange, korte. Han skyllede dem i åen og bar dem tilbage til bålet.
Han spiste dem fra en ende af. Uden at tygge. De skulle være i live, når de nåede ned i maven. De skulle prøve at flygte. Svend lynede bukserne ned og satte sig på hug.
Der skete ikke noget. Han gav sig til at presse. Først forsigtigt, så alt, hvad han kunne. Der kom ikke noget, kun lidt luft.
Pokkers, han skulle jo også have kulstykkerne klar. Svend snublede. Skovbunden var våd. Han hev bukserne op og snublede igen. Det rumlede i hans mave. Angrebet var på vej.
Svend hev den tykkeste gren ud af bålet. Han fandt en sten og gik i gang med at slå. Grenen knækkede midt over. Glødende stykker hvirvlede gennem luften, nogle af dem store som LEGO-klodser. Svend tog en rygende klods og stoppede den i munden. Tungen skreg. Der var nåle i hele munden. Tungen voksede, fyldte det hele.
Vandet stod fra Svends øjne. Han faldt på knæ. Han mærkede stenen. Han greb den og gav sig til at slå. Ned i skovbunden, ned i fars æske, ned i låget, så det aldrig kunne komme op igen.
“Hvad fanden laver du? Stop, Svend! Stop!”
Svend blev løftet op, han slog videre.
“Rolig, Svend! Fødderne i jorden. Kom så!”
Han gjorde det ikke, ville bare slå. Det snurrede i benene. De sov. Han ville ikke ned, kun løftes. Fars arm låste ham fast. Ikke flere slag tilbage. Kun en masse banken i kroppen. Han tabte stenen. Han borede næsen ned i fars skulder, kunne ikke få luft.
“Kig på mig, Svend! Hvad fanden er det, du laver? Du skulle jo bare råbe, hvis der var noget … jeg har været her hele tiden … lige i nærheden, det ved du sgu da godt. Du ville jo selv.”
Far holdt ham ud i strakt arm.
“Benene ned! Kom nu, Svend! Rolig!”
Svend blev hængende. Med benene som lange strømper. De skulle aldrig ned. Han ville ingenting, bare hænge.
“Sig nu, hvad der er galt! Jeg bliver ikke sur. Hvor er æsken, Svend? Vi skal bruge krogene. Så laver vi verdens bedste fiskestang. Man kan sagtens fiske i mørke. Kom nu! Hvor er æsken?”
Svend lod sig sætte ned.
“Æsken er død, far.”
Af forfatter Mads Nygaard.