Af Mads Nygaard
Forfatter
Da jeg var dreng og spillede fodbold i landsbyen Tornby IF, var der på kampdagene tit myrer i vores drikkedunke. De fandt ind i boldrummet og ned i flaskernes dyb, ned til druesukkeret, der ikke var skyllet helt væk, fordi vores trænere altid havde travlt med at komme hjem til gården, markerne, arbejdet.
Det var læske og ikke fast føde, vi drenge gerne ville have i pausen, men hvis vi brokkede os, råbte Thorkild og Mogens, to landmandsbrødre: ”Myrer kan knokle som ingen andre. Og det er præcis, hvad I nu løber ud og gør i 2. halvleg. KNOKLER!”
Og så piskede vi afsted.
Dyderne i klubben var ikke poleret sambafodbold, skuespil var en dødssynd, en syngende tackling var ren harmonika for sjælen. Efter hver sæson blev to pokaler uddelt. Årets fighter. Og årets kammerat.
Sådan en klub var Tornby IF, da jeg var dreng. Og sådan er den stadig. Førnævnte Mogens, i dag 80 år gammel, har nu været holdleder siden 1977!
Alle, der har haft noget med små idrætsforeninger at gøre, ved, at det før hver sæson kan knibe med at stille hold. Derfor er det en evig kamp at tiltrække nye spillere. Klubber som Tornby IF går gerne en ekstra mil for at sikre fuldt hus.
I 2015 fik Tornby Skole en modtageklasse for flygtningebørn. De fleste af børnene fra Syrien, Eritrea, Congo og Uganda havde bopæl i Hirtshals, otte kilometer væk. Men nu var de jo blevet en del af hverdagen i den lille landsby, så hvorfor ikke også invitere dem til fodbold?
Træner Kasper Bang gjorde tanke til handling. Før alle kampe og træning kørte han til Hirtshals og hentede spillerne på privaten. Bankede på hos flygtningefamilier, hvor forældrene endnu ikke talte dansk, men det kom deres unger imidlertid til at gøre i en hulens fart. Sport er en genvej til sprog.
Syriske Abdullah er én af de spillere. I går skrev Tornby IF på Facebook:
“En af vores stamspillere igennem de sidste 6 år, Abdullah, har fået at vide, at han og hans mor skal forlade Danmark inden 30 dage. Familien flygtede fra Syrien, fordi Abdullahs far gik ind i kampen mod det syriske styre og Assad. Faren mistede livet, og Abdullah og hans familie har intet at vende tilbage til i Syrien. Abdullah er et stærkt eksempel på, at integration lykkes – han har gået i Tornby og Hirtshals Skole og er optaget på STX i Hjørring. Han lærte især via fodbolden lynhurtigt dansk og var en vigtig del af integrationsprojektet TORNBY WORLD UNITED, der i 2019 var indstillet til Danskernes Idrætspris. I Tornby IF kæmper vi alt hvad vi kan, for at Abdullah kan blive og fortsætte sit liv i Danmark.”
Når jeg læser det, tænker jeg tilbage på dengang, jeg selv hellere end gerne ville sluge en myretue for at leve op til kravene fra Thorkild og Mogens. Jeg ville knokle mig selv halvt fordærvet for at få deres anerkendelse, deres klap på mine spinkle skuldre.
Og der var den gave i deres anskuelse, at jeg selv var herre over, om det ville lykkes. Pyt med et hav af fejlafleveringer, dårlige driblinger, brændte chancer. Så længe, de bare kunne se, at jeg løb den ekstra mil for holdet, de altid krævede, kæmpede røven ud af bukserne, ja, så ville der vanke ros i enden. Slid batter. Fight nytter. Gør dig umage og du belønnes.
Det element er nu væk. For Abdullah. For en ildsjæl som Kasper Bang. For trænere og holdledere som Thorkild og Mogens. For idrætsforeninger over det ganske land, store som små. Det er ikke længere godt nok at knokle.
Uanset indsats kan du i morgen få et brev, der smider dig ud af vores land. I de blinde bestræbelser på at stramme og stramme og stramme har vi slået én af de fineste dyder, der findes, ihjel. Det er her, vi er!