Af Mads Nygaard
Forfatter
I går var fruen og jeg med til fejringen af landmandsbrødrene Thorkild og Mugge Jensen. De er af en helt særlig støbning. Tilsammen har de lagt rundt regnet 120 års frivilligt arbejde i Tornby Idrætsforening.
Jeg var 11, da de i 1980 gjorde deres indtog i mit liv. Ikke den letteste tid. Min familie og jeg var nytilkommere efter den totale bankerot i Hirtshals. Nu skulle vi slå teltpløkkerne ned i ny jord. Vores lejede hus havde udsigt ud over boldbanerne. Hver gang, der var træning, kløede det i mit venstreben. Jeg ville så pokkers gerne spæne derover og blande mig, men krakket havde sat sig på tværs. Jeg var mut og nedslået.
Min kærlighed til fodbold kunne dog ikke tæmmes, så jeg løb over på de store plæner, når der ikke var et øje i nærheden. Trænede med mig selv. Jeg sigtede altid efter at ramme stolpen. De gange, det lykkedes, var det som at få en aflevering fra en anden.
En dag, mens jeg trænede, kom en traktor kørende. Ud steg Thorkild.
”Folk siger du ka,” sagde han.
”Ka hva?”
”Spille fodbold.”
Så bad han mig jonglere med bolden, holde den i luften. Helt perfekt øvelse for den laver man også ustandseligt, når man ikke har nogen at aflevere til. Jeg gik i gang. Og her gjorde Thorkild dét, som for altid vil sidde som en lykkestund i min erindring. Han talte højt. For hver eneste gang, bolden blev i luften uden at røre jorden, satte han tal på.
Thorkild var tilfreds med dét, han så. Han nikkede og fortalte nu om Tornby Idrætsforenings hovedsponsor, nemlig murermesteren. Han hed Mychs, og hvis jeg ville begynde at spille for Tornby, ventede der en træningsdragt, som ovenikøbet havde en murerske klart aftegnet på ryggen. Så kunne gud og hver mand se, at man tilhørte det arbejdende folk, og Thorkild havde endnu til gode at møde et eneste menneske på kloden, som ikke ønskede sig at løbe rundt og signalere just det.
”Har vi en aftale?”
Jeg havde aldrig prøvet at forhandle løn før. Umiddelbart lød en ske af en slags som en meget spag reklamesøjle for en fodboldklub, men en sponsor var fandengaleme en sponsor. Thorkild og traktoren kørte afsted. Jeg løb hele vejen hjem, hamrede alle døre op og råbte: ”Jeg er sgu lige blevet købt af Tornby.”
Det var skubbet, jeg havde brug for. Jeg opdagede med det samme, at Thorkild og bror Mugge lagde et hav af timer i klubben. De var altmuligmænd, kridtede banerne, slog græsset, fyldte vanddunkene, varetog træningen, lagde taktikken, hyrede kampdommerne, kritiserede ofte selvsamme bagefter, inden de så satte sig og spillede whist med dem de lige havde skældt ud.
Som landmænd var de hårdføre af natur, og de forventede intet andet af deres spillere. Der skulle knokles. Dét kostbare druesukker, der blev spædet til vandet i dunkene, skulle jo ikke være forgæves. Myrer elskede også druesukker. I ugens løb fandt de altid ned på bunden af dunkene for at suge de sidste dråber i sig. Det fik vi at mærke, når vi i pauserne mellem 1. og 2. halvleg skulle slukke vores tørst. Der var et måltid halvdruknede myrer med, og hvis nogen brokkede sig over, at de knaste mellem tænderne, mindede Thorkild og Mugge os om, at myrer havde den glimrende egenskab, at de kunne arbejde sig selv sønder og sammen.
“Nu løber I saftpetervælteme ud og gør lige præcis dét i 2. halvleg!”
Der skulle intet mindre end et brækket ben til for at påkalde sig særbehandling. Det skete for mig i 1982. Skibsby Højene Stadion. Anklen brækket. Babu babu. Gips og sengeliggende i ugevis.
Dagen efter operationen bankede det på døren til mit drengeværelse. Der stod Thorkild med en æske chokolade, og når man vidste, hvor helt enestående mådeholden, han kunne være med driftsudgifter i både landbrug og fodboldklub, var det som at få en gave af himmelske dimensioner. Glemmer det aldrig.
Der findes frivillige i idrætsforeninger, som er så knuselskeligt allestedsnærværende, at de kan ændre purke og pigers løbebaner gennem livet. Sådanne to er I, Thorkild og Mugge.
Tillykke med fødselsdagen og tak!
Link til relateret artikel
Talstærkt fremmøde til festlig fødselsdagsfest for Thorkild og Mogens Jensen i Tornby