Der findes kulturelle fixpunkter på de fleste menneskers eksistentielle firmament. Forbillederne kan være alt fra popidoler og sportsfolk over billedkunstnere til forfattere.
For mit eget vedkommende er den lokale forfatter og digter Peter Mouritzen, der bor i Vrå, men har sommerresidens i Blokhus, et sådan litterært fixpunkt, som jeg har haft for øje siden ungdommen.
Ganske vist er han i lighed med en ældre og nu afdød kollega slet ikke for fastholdere, men hans store og fortsat voksende forfatterskab står for mig som en solid og urokkelig litterær præference.
Nu udgiver eller rettere sagt genudgiver Peter Mouritzen så i en ny udgave den for længst udsolgte tekstsamling Da jeg var ung digter på sit eget forlag med det muntre navn Peters SUB-PUB.
Det sker i anledning af det lille forlags 5 års fødselsdag og som nævnt i en helt ny udgave, hvor erindringsdigtene er suppleret med det nyskrevne bonusdigt Morgengymnastik for poeter.
Der er ifølge digteren selv tale om tekster fra en tid, hvor man var oprørsk, ikke blot overfor samfundet, men også overfor etablerede forlag, hvilket flugter flot med fødselsdagen for hans helt eget af slagsen.

Det var kort fortalt i undergrunden, det meste dengang skete, for man ville frelse verden, men fortvivl nu endelig ikke, da denne fandenivoldske digter ikke hører til de frelste farisæere.
Mouritzen magter som forfatter og digter det meste. Hans tekster er altid finurligt kringlede og for digtenes vedkommende som oftest med en vidunderlig underliggende humor.
Stemmen er helt hans egen og skriften måske nok til tider rå og lige på med dampende blod i oksekar, men også med selvironiens blik for de digteriske blegfise, der manglede jern.
Da jeg var ung digter
gav vi poesien høvl
skrev baglæns
i et anfald af
ungdom og
galskab
Mouritzen er intet mindre end aldeles mageløs, men han har endnu sin stærke muse!
Link til relaterede artikler


