Efter tirsdagens aflysning af alle koncerter er der ikke noget at sige til, hvis både arrangører og musikere var lidt spændte på onsdagens forløb, men måske har lige præcis den spændthed befordret en ekstra gnist af tændthed, der bidrog til at gøre aftenen fuldstændig magisk ved Musik Under Trappen.
Ikke bare blev der hurtigt først på aftenen tæt pakket af feststemte folk, der varmede op med den annoncerede tarteletfest, mens scenen blev indtaget af en veloplagt Daniel Jul, der fik varmet publikum godt op til det første hovednavn, som var Rasmus Walter. Med enkle musikalske og sproglige virkemidler, hvilket ikke er det samme som simple, formåede han i den grad at stemme sit publikums sind i dur.
Dernæst var det charmerende Camilla Kramer, der havde æren af at holde stemningen høj på Sydvestkajen, hvilket hun i dén grad formåede, men ellers var den opgave utvivlsomt også helt uden hjælp blevet klaret af brødrene Simon og Thomas Alstrup med bandet Jonah Blacksmith.
Efterfølgende blev festen holdt svævende af henholdsvis Petrols og Mik A. De forudgående par timers succes taget i betragtning blev det en smal sag for dem. Det ville da også have krævet en umanerlig skidt optræden at få spoleret så smuk en aften, hvor solen på magisk vis blev spillet ned i Skagerrak.
– Hold da op, hvor havde de godt fat i publikum. Nærværende, inddragende og sprudlende, lød det sent onsdag aften sammenfattende om aftenens indtryk fra netavisens fotograf Ole Sahl Lyager.
Før aftenens andet hovednavn var formand Rasmus Jespersen fra Musik Under Trappen oven i købet blevet kaldt op på den store scene, hvor han fik overrakt en donation på 40.000 kroner fra Spar Nord Fonden. Pengene falder nok på et tørt sted selv på en aften med spandevis af fadøl, men donationen er også i den grad velfortjent.
Folkene bag Musik Under Trappen har hidtil forvaltet både økonomiske midler og kulturel kapital til kæmpestor glæde og gavn for os alle her i det nordvestlige Vendsyssel.
Festen blev som allerede antydet med fuld skrald afrundet af Petrols og Mikk A.
Foto: Ole Sahl Lyager og Niels Skipper.