Vendsyssel FF henter den 20-årige midtbanespiller Magnus Munck fra FC Nordsjælland, hvor han har skrevet under på en kontrakt frem til den 30. juni 2027.
”Magnus Munck er en teknisk og dynamisk midtbanespiller, som allerede i en ung alder har opnået at få Superliga-debut, spillet flere ungdomslandskampe og har erfaring med ophold i udlandet,” udtaler sportsdirektør Christian Larsen og tilføjer:
”Vi er meget tilfredse med tilføjelsen af Magnus Munck tim Vendsyssel FF, hvor vi ser frem til at få forløst hans potentiale i vores klub, og vi er overbeviste om, at han vil begejstre folk på lægterne på Nord Energi Arena.”
Magnus Munck, som i efteråret spillede for belgiske RSC Anderlecht, har tidligere optrådt i Superligaen for FC Nordsjælland og repræsenteret de danske ungdomslandshold hele 18 gange.
”Jeg har kun hørt gode ting om klubben og faciliteterne, og gennem mine samtaler med Mads og Christian er jeg blevet bekræftet i, at skiftet til Vendsyssel FF er det rigtige valg for mig. Jeg glæder mig tim at vise mig frem for fansene og opnå en masse gode resultater sammen med mine nye holdkammerater,” udtaler Vendsyssel FF’s nye midtbanespiller.
Magnus Munck får nr. 47 i Vendsyssel FF og kan få sin uofficielle debut for klubben i fredagens testkamp mod Randers FC.
Navn: Magnus Munck
Nationalitet: Dansk
Født: 25.01.2005
Position: Central Midtbane
Tidligere klubber: FC Nordsjælland, RSC Anderlecht