Af byrådsmedlem og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Hjørring Kommune Mai-Britt Beith og Rasmus Prehn, MF. og formand for Folketingets Transportudvalg også for Socialdemokratiet.
For os i Hjørring er en ny 3. limfjordsforbindelse vigtig. Derfor er det glædeligt, at Folketinget på tirsdag den 19. marts førstebehandler anlægsloven om den nye limfjordsforbindelse. Forhåbentligt kan spaden snart komme i jorden, så vi kan komme i gang med at anlægge forbindelsen. Vi har allerede ventet for længe!
Både i det private erhvervsliv og i kommunen kender vi til, hvor vigtigt det er for tiltrækningen af arbejdskraft med en bedre limfjordsforbindelsen. Skal medarbejdere, der kommer fra Aalborg eller længere syd på til Hjørring, holde i kø til og fra arbejde, så finder de hurtigt beskæftigelse et andet sted, hvor køen og rejsetiden er mindre. For Hjørring Kommunes egne borgere er det selv sagt også vigtigt, at man kan bo i vores kommune og passe et arbejde i Aalborg eller længere sydpå uden at transporttiden bliver alt for træls og uforudsigelig.
På samme måde er det, når virksomheder skal beslutte sig for, om de vil placere sig i vores kommune, der ellers gør alt, hvad vi kan, for at være så attraktive for erhvervslivet som overhovedet muligt. Her spiller gode infrastrukturmuligheder, og at der ikke skal holdes i kø ved Limfjorden, meget ind.
Også fra Hirtshals Havn ved vi, hvor vigtigt det er for vores færger, fragtruter mm., at forbindelsen ned igennem Danmark og videre til resten af Europa er så direkte og ubesværet som overhovedet muligt. For Hirtshals Havn og for vore øvrige erhvervshavne i Nordjylland vil 3. limfjordsforbindelse være en kæmpe gevinst.
Af disse grunde og mange flere har vi længe kæmpet for, at den nye limfjordsforbindelse ikke bare er noget, vi taler om og diskuterer. Men derimod noget, vi gør noget ved. På tirsdag den 19. marts siger vi Socialdemokrater sammen med regeringen og et klart, bredt flertal i Folketinget: JA TAK til anlægsloven om den 3. limfjordsforbindelse.
Det er på tide, og vi glæder os!


