På en af Christiansborgs utallige lange gange står et kontor helt tomt tirsdag morgen. Med bare vægge, anonyme stole og en generelt spartansk indretning venter lokalet på sin nye ejer. De eneste farver, der er i rummet, er i den buket blomster, der står på skrivebordet. I den gemmer sig et kort, hvor der med håndskrift er skrevet: Til MF, Maja Torp.
Maja Torp er nemlig det nyeste medlem af Venstres Folketingsgruppe. Som 1. suppleant overtager hun Karsten Lauritzens post, da han forlader politik for nuværende for at blive direktør i Dansk Industris Transportafdeling.
– Jeg er rigtig glad for, at jeg nu får muligheden for at gøre det, jeg har drømt om i mange år, nemlig at leve af politik, siger den 48-årige Maja Torp.
Hun har siddet i Aalborg Byråd i fire år, men nu er det altså også landspolitiske emner, hun skal tage stilling til på vælgernes regning. Netop engagementet i det lokalpolitiske ser det nye Folketingsmedlem som en styrke.
– Jeg tror på, at det skaber en synergi, når man både er aktiv på det lokale og det landspolitiske niveau, siger Maj Torp og kommer med et eksempel:
– I Aalborg Kommune har vi fået fokus på at afbureaukratisere dele af den offentlige sektor og kigge på, hvilke regler vi kan undvære. Det er man også begyndt at kigge på det landspolitiske plan, så derfor tror jeg, man vil kunne få rigtig meget ud af, at have en finger på pulsen begge steder, siger Maja Torp.
Fra sit kontor på Christiansborgs såkaldte Ridebanefløj har hun cirka tre minutter på gåben til folketingssalen. På de tre minutters gang passerer hun fortidens kæmper indenfor dansk politik, der hænger stille i den ikoniske vandrehal. Stauning, Krag, Schlüter og Fogh kigger alle Maja Torp over skulderen på hendes vej til kontoret lige ved siden af folketingssalen. “Adgangskort til nyansatte” står der ved døren.
Nye adgangskoder, nyt ID og første afstemning
For tirsdag den 1. februar er Maja Torps første officielle dag på Christiansborg som medlem af Folketinget. Og som det er tilfældet på mange andre arbejdspladser, er der en del praktiske ting, der skal styr på inden hverdagen melder sin ankomst.
– Den ligner noget, jeg kan huske, siger Maja Torp, da hun bliver præsenteret for sin nye arbejdscomputer.
Mens hendes arbejds-ID gøres klar, bliver hun sat ind i iPad, telefon og altså også computeren. Og der er en grund til, Maja Torp kan genkende sin nye PC.
Venstrekvinden har nemlig for ganske nyligt været stedfortræder for Marie Bjerre, da hun var på barsel. Derfor er hun allerede en gang blevet præsenteret for alle de dimser, devices og dingenoter, der følger med en stilling som folkevalgt politiker.
– Selvom jeg har prøvet det hele før, så er det jo anderledes denne gang, fordi jeg er her på mit eget mandat, siger Maja Torp og henviser til, at hun denne gang sidder valgperioden ud, hvor hun før kun var midlertidig MF’er.
Med styr på teknikken går turen mod Venstres gruppelokale. For klokken 12 har Venstre gruppemøde, hvor det blandt andet skal fastlægges, hvilke ordførerskaber Maj Torp skal arbejde med. Hun håber selv på ligestillingsområdet.
Maja Torp har længe kæmpet for ligestilling af kønnene. Særligt på arbejdsmarkedet.
– Jeg har erfaring med at fremme ligestilling blandt andet via Kamma-prisen, som jeg har været med til at stifte, fortæller Maja Torp.
Ifølge Kammaprisens egen hjemmeside er den defineret på følgende måde:
Kammaprisens formål er at skabe rum til at samle nutidens og fremtidens modige, intelligente og stærke kvinder i en moderne version af Kammas Saloner.
Derfor ser hun frem til, at det netop er her, hun skal lægge sine politiske kræfter.
– Jeg glæder mig bare til at komme i gang, fortæller hun.
Med ydmyghed kommer man – måske – længst
Efter gruppemødet står den på første afstemning for Maja Torp. Hun har fået pladsen bagerst i Venstres afdeling i Folketingssalen. Her er det ancienniteten, der bestemmer, så der er ikke så meget at rafle om. Men det gør nu ikke det nordjyske folketingsmedlem noget.
– Bare at få lov til at arbejde i disse omgivelser er jo helt unikt. Man kan ikke andet, end at blive ydmyg, når man kommer ind i sådan nogle rammer, siger Maja Torp.
Og netop ydmyghed er et tilbagevendende emne for Maja Torp.
– Det er klart, jeg har nogle ambitioner for mit politiske virke her på Christiansborg. I første omgang sigter jeg efter at blive valgt ind igen til næste folketingsvalg. Mange herinde går også med ministerdrømme, og dem kan jeg nok heller ikke sige mig fri af. Men i første omgang går jeg bare ydmygt til opgaven, for det tror jeg er den bedste måde at gøre det på.
Kilde: TV2 Nord.