Af Maja Torp
Folketingsmedlem
Venstre
Nordjylland
Danmark er foreningernes land. De mange tusinder af små og store foreninger, der samler danskerne på tværs af alder og interesser om alle mulige aktiviteter kæmper hårdt for få lov til at bruge deres kræfter og deres penge på det, foreningerne er skabt til: Aktiviteter for deres medlemmer.
Idræt, koncerter, spejder, udflugter, sociale klubber, seniorfællesskaber, revyer, byfester, havnefester, festivaler – og meget, meget mere. Og jeg synes ikke, at foreningerne, deres frivillige og deres medlemmer skal snydes for noget af det.
Men Forenings-Danmark har det svært. Hvis vi ikke gør noget – og gør det nu – så slår vi altså foreninger og aktiviteter, som kommer tusindvis af danskere til gode, ihjel.
Bureaukratiet er blevet for meget. Det slår motivationen i stykker hos frivillige ildsjæle, som Forenings-Danmark er så afhængig af hver eneste dag. Det kvæler foreninger– og mange gode og vigtige aktiviteter, som danskerne i alle aldre normalt samles om og nyder i fulde drag.
Vi har simpelthen brug for en redningsaktion for Forenings-Danmark.
Venstre har gennem flere år foreslået bagatelgrænser, som betyder, at foreninger kan slippe for at være omfattet af EU’s regler om beskyttelse af persondata og EU’s regler, som skal forhindre at foreninger bliver brugt til hvidvask af penge. Vi har fået opbakning fra mange andre partier. Men endnu har regeringen ikke leveret på forslaget.
Nu skal et nyt Folketing og en ny regering levere på det.
Selvfølgelig skal kriminelle ikke kunne bruge danske eller europæiske pengeinstitutter til at hvidvaske penge fra deres kriminelle aktiviteter. Og selvfølgelig skal vi vogte over, at danskernes persondata ikke kan udnyttes af kriminelle. Derfor skal der også være klare regler for, hvordan vores persondata skal være beskyttet, men som reglerne er udformet i dag, er de så bureaukratiske, at mange mindre foreninger har svært ved at efterleve dem.
Og EU-reglerne tillader bagatelgrænser. Vi kan ikke lade bureaukrati slå Forenings-Danmark og de mange aktiviteter i stykker, som gør Danmark så rigt på oplevelser og fællesskab.