Af Maja Torp
Folketingsmedlem
Venstre
Ingen skal være bange for at blive gammel eller syg i Danmark. Men selv om Venstre fik åbnet den nordjyske lægeuddannelse i 2010, mangler vi stadig alt for mange praktiserende læger i Nordjylland – og vi mangler sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.
Psykiatrien er så urimeligt forsømt, at en ny regering efter valget må skrotte den lappeløsning, der blev skabt lige før valgudskrivelsen og erstatte den med en langsigtet plan, der bygger på de faglige anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen har fremlagt. Det vil ske, hvis vi får den nye regering, Venstre vil danne.
Vi mangler at opbygge det nære sundhedsvæsen, hvor ældreplejen, praktiserende læger, speciallæger, fysioterapeuter og andre sundhedsfunktioner arbejder sammen helt tæt på ældre og syge, så der er sammenhæng mellem udredning, behandling og pleje.
Det skal en ny regering gøre bedre. Vi skal have skabt de nærhospitaler, som den afgående regering aldrig har fået op at stå i løbet af sine fire år ved magten, så folk, der bor langt fra et sygehus, ikke bliver henvist til dårligere behandling.
Vi skal have skabt flere lokale indgange og investeret i de velfærdsuddannelser, vi får så meget brug for, mens der bliver mange flere ældre og plejekrævende.
Og der skal flere læger til – helt tæt på patienterne. Der skal være flere muligheder for at praktiserende læger kan ansætte pensionerede læger og færdiguddannede læger, som venter på uddannelsesstillinger. Samtidig skal grænsen for hvor meget, en praktiserende læge må lave for patienterne flyttes.
Det vil give bedre hjælp til mange flere – og vi kan forebygge sygdomme og hjælpe mennesker ud af sygdom og misbrug, så mange kan få et bedre liv.