Hovedformålet med førstnævnte togt er først og fremmest en bestandsvurdering af makrellen i Nordatlanten.
Den årlige trawltur med et par norske fartøjer på jagt efter makrel er én af flere vigtige metoder, som forskerne bruger til at estimere, hvor store forekomster af makrel, der er i havet sammenlagt, skriver FiskerForum.
Først derefter kan Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) anbefale og afgive kvoteråd, på hvor meget og hvor stor en del af fiskebestanden man kan fiske på. For nylig blev det vurderet, at gydebestanden på makrel er 3,7 millioner tons.
Tidligere på sommeren stævnede også S 205 Ceton ud fra Skagen Havn med kurs mod Nordsøen. Her bistod fartøjet og dets besætning tre forskere fra DTU Aqua med at undersøge makrellens udbredelse, men her altså blot i Nordsøen.
– Togtet er vigtigt, fordi den viden, der er omkring makrelbestandenes størrelse i Nordsøen og dens betydning som rovfisk på for eksempel tobis, er meget mangelfuld. Den viden er Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO) sammen med DTU Aqua nu begyndt at indsamle systematisk, fortæller chefbiolog Claus Sparrevohn ifølge FiskeriTidende.
Makrellen er som bekendt en pelagisk fisk og har ikke en svømmeblære. Fisken spredes også hurtigt om sommeren i mindre stimer nær overfladen i jagten på dyreplankton.
Det sidste er en af grundene til, at lystfiskerne i disse dage og uger i perioder kan hive mere end en af gangen op ved molehovedet på Hirtshals Havn.
Når man skal finde og fiske de lækre makreller, er der i øvrigt et par tips, det er rart at kende. Makrellen har nemlig nogle særligt fine gæller og bryder sig derfor ikke om, at få små partikler som ophvirvlet sand i dem.
Derfor fanger man næsten altid makreller i klart vand, som det lige nu ses efter flere dage med roligt vejr og fralandsvind.
Knæk og bræk!
Foto: Torben Elling.


