22-årige Malthe Vind har altid været vild med naturen. Trods sin opvækst på stenbroen i København, så var det biologien, traktorer og udeliv, der trak i ham:
– Lige siden jeg var helt lille, har jeg været nysgerrig efter at vide, hvor mælken kom fra, hvordan planter vokser og gror, og hvordan livet er på landet.
Netop derfor kastede han sig efter folkeskole og efterskole i Frijsenborg over landbrugsuddannelsen. Malthe har blandt andet gået på Kalø-, Dalum- og Kærgaard Landbrugsskole, før rygproblemer satte en stopper for det grønne bevis:
– Da jeg havde været sygemeldt i to måneder, forslog min fars kæreste, at jeg tog på højskole. Jeg havde selv tænkt tanken og faldt over et sommerkursus i Vrå, der handlede om naturen og udeliv. Det meldte jeg mig til.
Teleslynge på højskolen
En uge med udeliv udviklede sig. Malthe kunne godt lide atmosfæren på Danmarks nordligste højskole, og da han samtidig fandt ud af, at højskolen både havde en fast outdoorlinje og et teleslyngeanlæg, blev han meget begejstret:
– Outdoor kendte jeg jo fra sommerkurset, og faktisk var Vrå den første skole, der tog mine høre-udfordringer alvorligt. Hverken i folkeskolen eller på erhvervsskolen har jeg oplevet teleslyngeanlæg. Det betyder meget – især i store forsamlinger.
Malthe har generelt oplevet, at hans medfødte nedsatte hørelse ikke har været et problem. Han har vænnet sig til – eksempelvis i udeliv – at stille sig tæt på underviseren og har masser af opbakning fra kammeraterne:
– Her på højskolen er det umiddelbart let for mig at følge med. Selvfølgelig er der udfordringer i visse sociale sammenhænge. Eksempelvis ved fester, hvor der er høj musik og masser af larm fra mange mennesker, men ellers er folk søde til at tage hensyn. Jeg bor i elevhuset Phønix, og vi er en meget social bogruppe, der ofte sidder sammen i opholdsrummet. Vi snakker meget, og når jeg bliver træt, så mister jeg koncentrationen. Så er de søde at gentage for mig og hjælpe mig ind i samtalen igen.
Højskole er for alle
Malthe har altid været åben om sine udfordringer. Han har aldrig forsøgt at skjule sin nedsatte hørelse, snarere tværtimod:
– Der er mange – især piger – der skjuler deres høreapparat med langt hår. Det har jeg aldrig forsøgt. Det er en del af min identitet – mit høreapparat er en del af mig.
Malthe vil helt klart anbefale højskole til andre med samme handicap som ham selv:
– Der er en helt anden imødekommenhed her, end jeg eksempelvis har mødt i folkeskolen og på erhvervsuddannelserne. Måske fordi folk er blevet ældre, men også fordi højskole er meget rummelig. Jeg har aldrig ladet mig begrænse af min hørenedsættelse, og det synes jeg heller ikke andre skal. Selvfølgelig gør det også en forskel, når der som på Vrå er et teleslyngeanlæg.
Til december slutter semestret i Vrå, men højskolelivet fortsætter for Malthe:
– Jeg skal efter nytår starte på landbrugslinjen GRO på Kalø Højskole, så jeg vender på sin vis hjem til det, jeg kom fra. Jeg har elsket outdoorlivet i Vrå, måske især fordi jeg aldrig nåede at blive spejder, og jeg har fået nogle fantastiske venner. Men jeg kan mærke, at jeg skal bevare en tilknytning til landbruget. Det bliver nok der, min fremtid ligger, selvom jeg via mediefaget på Vrå har fundet ud af, at jeg faktisk også er ret god til at skrive. Så hvem ved, måske kan de to ting kombineres engang?
Fakta om Vrå Højskole:
Danmarks nordligste højskole.
Plads til 100 elever.
Semesterstart i januar og august.
Højskolen har både danske og udenlandske elever og lægger vægt på kreative fag som musikfag, medie, tekstil, keramik, foto og kunst. Derudover bliver der undervist i skolefag som dansk og matematik plus outdoorliv og bevægelse.
Fakta om Malthes skoleforløb:
Folkeskolen
Frijsenborg Efterskole (25 procent elever med hørenedsættelse)
Kalø Landbrugsskole
Dalum landbrugsskole
Kærgaard Landbrugsskole
Vrå Højskole
Kalø Højskole
Tekst og foto: Helle Møller Riis.