Søren Smalbros glæde skyldtes med hans egne ord synet af de forventningsfulde ryttere hos Team Hjørring, som mange var mødt frem for at tage afsked med på Springvandspladsen i Hjørring.
– Jeg ved, at det er femte gang, Team Hjørring sender et hold afsted. I år har I imidlertid haft en helt særlig optakt, hvor I har trænet og lavet en masse forberedelser, men på grund af coroaen har I ikke været sikre på, at det kunne lade sig gøre, sagde Søren Smalbro.

– Som repræsentant for det lokale bystyre og kommunen vil jeg viderebringe den stolthed, mine kollegaer fra byrådet og jeg selv føler ved at have en flok som jer, der lægger de daglige gøremål til side og sætter sig et mål, der hedder Paris, tilføjede borgmesterkandidaten fra Venstre.

– Så er det, at man, som jeg startede med at sige, bliver glad i låget og er en anelse misundelig. Kæmpe tillykke med jeres energi. Kan I have en god tur til Paris, lød salutten fra Søren Smalbro.
Torsdag morgen cykler rytterne som allerede nævnt så afsted på den ni etaper og omkring 1.340 kilometer lange tur til Paris.
Foto: Tanja Nielsen.