Hver onsdag får Hirtshals Idrætscenter besøg af en flok skønne unger i flyverdragter. Det er børn fra Børnehuset Hirtshals. De skal en tur i svømmehallen for at svømme.
De kommer gående via “Smutten” på Nejst. Det har de gjort siden efterårsferien. De glæder sig hver gang, kan man se i deres øjne. De kommer ind i gangen til svømmehallen med deres pædagoger. Alle er i godt humør og får klædt om i små grupper. De hører alle hver især i grupper til de forskellige pædagoger.
Der er bare styr på proceduren, som det nu engang er at få sådan en flok skønne børn med en tur i svømmehal. Når børn og pædagoger er omklædt, kommer de ind i svømmehallen. Her går de med en finger på vægen, så er der ikke nogen, der pludselig hopper i vandet, når nu opgaven er at gå og mærke på væggen.
Så sætter alle børn sig på bænkene ved væggen, og her får alle luffer og bælter på, mens der snakkes og kigges rundt i den store svømmehal. Børnene synes, det er rigtig sjovt at se tæppet blive rullet af poolen, og er der lidt børnemusik i højtalerne, er det bare super.
Når alle er klar, bliver børnene spurgt, om de har luffer på… og så skal de mærke deres luffer… Så bliver de spurgt, om de har bælter på… så mærker de efter, om de har dem på.
Når det så er konstateret, at sikkerheden er på plads ved hver enkelt barn, får de lov at gå i poolen med pædagogerne. Alle voksne går med i poolen og svømmer rundt med børnene. Nogle børn er mere trygge end andre. De går i og svømmer selv med opsyn, mens andre er lidt mere forsigtige og bliver vejledt og støttet tæt af pædagogerne, der som nævnt er med i vandet. Nogle har brug for en skumfrø at svømme rundt på for at føle sig trygge. Der går dog som regel ikke længe, før de kan selv og får mere mod på det hele.
Imens børn og pædagoger svømmer rundt i poolen og leger, går livredderen fra Hirtshals Idrætscenter rundt på kanten og ser til rundt om poolen, at alt er sikkert.
Det er helt fantastisk at se børnenes udvikling fra gang til gang og hvordan de bliver hjulpet og støtte på vej, så de der er lidt utrygge til en start hurtigt bliver glade og trygge for det hele. Vi er super glade for at denne lille flok kommer og svømmer med deres pædagoger.
I sådan en kystby som vores kan man ikke lære at svømme for tidligt. Så skønt at se og det vil helt sikkert gavne dem når de er med mor og far i vandet men også når de en gang kommer i skole og får svømning på skemaet. Så er der ingen tvivl om at disse børn vil få en god start på skolesvømningen.
Efter godt en halv times svømning er vandlegen slut og alle børn kommer roligt op og sidder igen på bænken. Luffer og bælter på plads og så tilbage via væggen til omklædning.
Sådan en tur i svømmehallen kan godt gøre sådan nogle små nogle, lidt trætte så før turen går tilbage til Børnehuset Hirtshals er der lige en lille snack som pædagogerne deler ud i Idrætscentret foyer.
Kilde: Hirtshals Idærtscenter.