Fire ugers varetægtsfængsling blev det fredag eftermiddag til, da en 42-årig mand blev sigtet efter paragraf 181 for brandstiftelse.
Efter at være blevet anholdt lidt over klokken 16 torsdag 22. oktober, blev han fredag fremstillet i grundlovsforhør – et grundlovsforhør, der foregik bag lukkede døre.
Den sigtede nægter sig skyldig, og har kæret kendelsen til landsretten.
Brandstiftelsen foregik på et botilbud på Sdr. Vråvej 55 ved Vrå, hvilket er en del af Botilbuddet Vendelbo, bestående af fire afdelinger i Vendsyssel. Tilbuddet i Vrå er et socialpsykiatrisk botilbud til voksne over 18 år.
Den sigtede mand havde selv adresse på botilbuddet.
Leder af botilbuddet Kenneth Larsen har ingen kommentarer til branden og hvad der er sket.
– Jeg vil ikke udtale mig om vores borgere, siger han til TV2 Nord.
Ingen kom til skade under branden, og skaderne på ejendommen er endnu ikke opgjort.