Mandag den 16. juni klokken 17-21 inviterer Menighedsrådene i Tversted Uggerby Sogne atter til Mandeaften udendørs eller i garagen ved Sognehuset bag Tversted Kirke.
Sognepræst Johan Hermann Rump og menighedsrådsmænd – samt alle deltagere – hjælper til med alt det praktiske, og mændene skal såmænd blot selv medbringe kød til fællesgrillen og måske en øl eller vin.
Der serveres gratis kartoffelsalat, grøn salat, agurkesalat, ketchup med videre fra Café Peder Most.
– Send gemalen af sted – måske kommer han hjem i en opdateret udgave – vær beredt, lyder det blandt andet i indbydelsen.
Det er 7. gang, at flaget går til tops (nær) på Dannebrogs fødselsdag (Valdemars Dag).
Efter fri snak kommer et lille oplæg fra forhenværende seminarie-lektor Viggo Ernst Thomsens bog »Den kristne gentleman« (2003) om: – Er der stadig gods at hente i idealerne fra den “mandige / sporty protestantisme”?
Tilmeld dig og dine kammerater via Facebook eller mail [email protected] (Johan) – det bliver herregodt (på spejderære)!
Valdemarsdag er altid den 15. juni. Det er den dag, Dannebrog ifølge sagnet faldt ned fra himlen. Begivenheden skulle have fundet sted i 1219 ved Lyndanise i Estland under et af Valdemar 2. Sejrs korstog.
NordsøPosten bragte en af deltagerne, Jan Jensens, fine fortælling om Mandeaften 2024 ved Sognehuset i Tversted den 13. juni.


