Til den sidste særudstilling i dette år, som er Galleri Visbys efterårsudstilling, er de glade for at kunne byde velkommen til makkerparret Inga Vestergaard Sørensen og Asger Kristensen.
Inga Vestergaard Sørensen og Asger Kristensen mødte hinanden under uddannelse, da de begge er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1984. Allerede i 1985 etablerede de Studio Havlit, som i dag holder til på Østerbro i København. De har begge udstillet på en lang række museer og gallerier i Danmark og i udlandet og supplerer hinanden på smukkeste vis, som også her på årets efterårsudstilling.
Galleri Visby indbyder derfor til fernisering på åbningsdagen for udstillingen, fredag den 13. oktober kl. 14 – 16, hvor gæsterne kan hilse på begge kunstnere og nyde et glas vin i galleriet.
Inga Vestergaard Sørensen tager afsæt i naturens mangfoldighed, hvor især fuglene har hendes interesse. Iagttagelserne har stor betydning for de valg, hun foretager sig i værkerne enten i ler eller på papir. Skitserne er et springbræt og et arbejdsredskab til at gøre synsindtrykkene til hendes egne. I leret ligger drivkraften i at finde symbiosen mellem ler og glasur og balancen i lerets bæreevne. På papiret drejer det sig om at finde balancen mellem teknikker, motiver, farver og materialer, samt at finde samklang mellem trykfarve og det våde kobbertrykspapir.
I Asger Kristensens kunstneriske univers er ler og glasur de primære materialer, som omsættes til beholdere og objekter. Naturoplevelser i skoven har de seneste år optaget ham. Især træernes forgreninger og barkens forskellige strukturer er en stor inspirationskilde. Det er vigtigt at forberede leret til de projekter, han skal i gang med. Det kan være at tilsætte jernoxyd for at ændre farven på leret eller tilsætte chamotte for at gøre leret stærkere specielt til større værker. Glasurarbejdet spiller en vigtig rolle, for at finde frem til det rette udtryk. Mange års glasureksperimenter og kombinationer danner grundlag for arbejdet og ofte skal der flere brændinger til, for at opnå et tilfredsstillende resultat.
Udstillingen kan ses frem til den 30. december i hele galleriets åbningstid: søndag – tirsdag fra kl. 10-16 og onsdag – lørdag fra kl. 10-17.
Galleri Visby er Nordjyllands største kunsthåndværkergalleri, og præsenterer kunst og kunsthåndværk på internationalt niveau fra over 50 udstillere indenfor kategorierne keramik, billedkunst, smykker, træ, pileflet, læder og tekstil samt et udvalg af bjesk, rom og gin. Udover galleriets faste udstillere, vises der året rundt skiftende særudstillinger.
Du finder Galleri Visby i sammenhæng med keramiker Dorte Visbys værksted, i den 200 år gamle lade på Mårupgård. På kanten af Lønstrup Klint, og med resterne af Mårup Kirke i baghaven, ligger gården – helt bogstaveligt – på grænsefladen mellem Lønstrup by og det storslåede landskab omkring Rubjerg Knude.