Meldingen til Hirtshals Redningsstation lød på, at fiskekutteren RI 372 Aggersøe var ved at forlise, fordi lasten af industrifisk havde forskubbet sig. Margrethe Gaardbo afgik fra Hirtshals Havn.
På vej ud til positionen fik vi en melding fra Lyngby Radio om, at besætningen på fiskekutteren var blevet evakueret af redningshelikopteren fra Søværnet. Da Margrethe Gaardbo som det første skib ankom til Aggersøe, kunne redningsfolkene konstatere, at kutteren havde kraftig bagbord slagside. Kort tid efter begyndte kutteren at synke, og der gik ikke lang tid før det kun var stævnen der stak op af havet.
Af hensyn til sikkerheden for den øvrige skibstrafik blev Margrethe Gaardbo liggende og holdt vagt ved den synkende kutter, før det lokale redningsfartøj søndag eftermiddag blev afløst at Vestkysten. Margrethe Gaardbo og besætning kunne derefter returnere til Hirtshals.
Kilde: Hirtshals Redningsstation og reder Silas Ruby Jensen.