Sankthansaften fredag i Tversted fejres naturligvis trods afbrændingsforbud.
Restaurant Tannishus er klokken 18 inden båltalen på stranden klar med en stor lækker buffet til 170 kroner og børn under 12 år betaler 85 kroner. Alle er velkomne, og det er en god ide at bestille bord på telefon 98931482 eller på mail.
Tversted Borger- og Turistforening står traditionen tro for et arrangement, der begynder klokken 19, hvor Fladbåden stævner ud fra kirken og leder et optog gennem byen til stranden.
På pladsen ved Bådhuset holder garn-ikonet og ejeren af kulturstedet Tversted Skole, Marianne Isager, årets båltale, og der vil være fællessang med Midsommervisen.
Der er åbent i bådhuset fra klokken 17, hvor Bjærgelauget tænder den store grill. Der kan købes grillpølser, kartoffelsalat og lækre vafler med tilbehør, kaffe, øl, vand med videre.
Tversted Borger- og Turistforening håber, at rigtig mange vil følge optoget og lægge vejen forbi Bådhuset.