Af Marie Isaksen
Johs V Jensensvej 12
Hjørring
Kære Hjørring Kommune,
Jeg håber i vil lytte til vores historie og vil samarbejde om at skabe bedre vilkår for vores datter. Jeg har svært ved at gennemskue hvor Barnets lov og reformen “Børnene først” er at finde i Hjørring kommunes politik og prioriteringer eller KL’s “fælles retning for folkeskolen” som i efter fælles beslutning vil bakke op omkring.
9 familier er blevet afvist på Højene skole, heraf 7 af dem med søskende der går på skolen.
De har altid været 3 klasser på årgangene, de har i år kun oprettet 2 klasser med maksimalt antal børn, 26 børn. Der udbydes at vi har frit skolevalg så længe der er plads. Der er plads, rammer og ressourcer på Højene skole til at oprette den 3. klasse og imødekomme børn med særlige behov og børnefamilierne med allerede børn på skolen. Man kunne prioritere at lave 3 klasser med 20-21 børn.
Vi har fået besked om, at vores mellemste barn ikke kan starte på samme skole som hendes storesøster ud fra en politisk prioritering af økonomi frem for trivsel og hensyntagen til familierne der har bosat sig i en “familie”kommune som Hjørring. Det har startet en lavine af følelser, spørgsmål og vi har svært ved at begribe og finde logik i den afgørelse.
Det kan ikke understreges nok at, vi er meget berørte over den beslutning, der er truffet, at vi med børn/søskende på Højene skole ikke kan få tildelt en plads til vores 2. barn. Det kommer til at påvirke adskillige familier på så mange forskellige måder i Hjørring Kommune, ikke blot i år, men fremtidige år til følge.
I vores situation, står vi med en pige, Søs, som ikke bare er hvilken som helst pige, der på bedste vis har forberedt sig, glædet sig og efter evne har gjort sig klar til at skulle starte i skole.
For hvilken som helst pige, uanset ressourcer, evner, formåen eller bagland er det en altomsættende overgang at starte i skole. Det er en grundlæggende forudsætning at der er trygge rammer, en blid overgang og opstart fordi den er så kerne-sættende for resten af skolelivet og trivslen i barndommen, ikke mindst i voksenlivet.
Vores pige, Søs, er en ultra sensitiv pige, som igennem hele hendes liv har haft brug for særlige trygge rammer, forudsigelighed og nære relationer, for at kunne trives. Vi har set det udfolde sig i skiftet fra dagpleje til børnehave og mellem de forskellige skift på stuerne. Søs har haft det svært i hendes børnehavetid, når der har været fysiske rammeskift – flyt til en anden stue eller når der har været udskiftning af personale, også blandt kendt personale, eller nye børn.
Når disse parametre i hendes univers er blevet rykket på, i både større og mindre omfang, har vi oplevet en pige der slet ikke trives. Søs har haft svært ved at danne sociale relationer til andre børn, når hun ikke er i hendes trygge omgivelser, og kan gå flere dage i børnehave uden at ville spise, samt flere dage hvor hun er blevet ringet hjem med sporadiske fysiske symptomer, og dage hvor hun bare er passiv og kun går med en voksen i hånden fordi hun er utryg.
PPR, psykolog og børnehave har gjort et stort arbejde for at få hende til at blomstre og trives, og de lykkes med det langt hen af vejen, når omstændighederne er der. Men vi kan se at det er små marginaler, der gør udspillet. Børnehaven har gjort et vigtigt forarbejde, for at Søs skal få den bedst mulige skolestart. De vurderer også, at med rette omstændigheder kan det lykkes.
De har de sidste par år lagt så mange ressourcer i at skabe relationer mellem hende, og de andre børn som skal på Højene skole, de har lavet særlige legegrupper, udflugter, siddepladser, brobygning med skole, pædagoger og lære, samt aktiviteter som har taget så meget hensyn til Søs for at imødekomme hendes udfordringer i de sociale relationer. Alt dette arbejde falder nu til jorden. Hele vores verden er knust. Hvis vores barn ikke har det godt, har vi det ikke godt som forældre eller familie.
Søs har en storesøster på Højene skole, der går i 3. klasse. Søs er kommet på Højene skole dagligt i 4 år… Hun kender skolen, hun kender lærerne, hun kender pædagogerne, hun kender børnene der går på skolen og dem hun skal gå i klasse med. Det er hendes trygge rammer. Det er hendes univers.
Da vi som forældre i sin tid, skrev vores 1. barn op til Højene skole, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi kunne risikere at skulle ende med børn på 2-3 forskellige skoler. Vi er en familie på 5, vi har 3 børn, hvor logistikken med skole, børnehave, arbejde, fritidsaktiviteter i forvejen er svære at få til at gå op. Min mand og jeg møder begge på job kl. 7 om morgenen. Vores fremtidsudsigter er til sommer at skulle aflevere 3 børn, 3 forskellige steder i Hjørring by – i 3 forskellige retninger. Det bliver noget nær umuligt. Det bliver et logistisk mareridt med afleveringer, 3 forskellige instutioner med forskellige krav, forskellige forventninger, arrangementer, personale, forældre og børn.
Jeg har svært ved at se rimeligheden i, at skabe så store udfordringer for børnefamilier i Hjørring by, når man i forvejen virkelig forsøger at få hamsterhjulet til at køre rundt og forsøger at skabe gode rammer, trivsel og glade sunde børn der skal blive robuste nok til at færdes i denne verden. Vi står tilbage nu, føler os alene, ulykkelige, forkerte, diskrimineret, fravalgte og nedprioriteret fordi vi bor 50 meter på den forkerte side af skoledistriktet, med et barns trivsel og dets fremtid der står for skud og skal betale prisen.
Vi står også tilbage med nogle umulige beslutninger, og føler os bondefanget til at skulle vælge imellem, at vores store datter skal skifte skole, selvom hun stortrives på Højene skole, med stærke relationer og dygtige lærer der griber hende og hendes faglige vanskeligheder. Eller at fraflytte vores elskede hjem til et andet hus på den rigtige side af skoledistriktet, fordi skoledistriktet er inddelt på en ulogisk geografisk måde der ikke tilgodeser den nærmeste og tryggeste vej mod skole.
Jeg frygter for det værst tænkelige og det er svært ikke at få panik tanker når det handler om ens dyrebareste, ens børn. Jeg frygter at vi ender i en skoleudsættelse med Søs fordi hun simpelthen ikke er robust eller moden nok til at klare de ukendte rammer og relationer der venter hende på en anden skole, og fordi at 3 års kæmpe indsats totalt er spildt.
Jeg frygter at vores datter ender i mistrivsel igen, at det ender i skolevægring, massivt fravær, at vi mister hende, hendes fremgang, hendes trivsel og vores glade pige… og at vi står tilbage med udsigter om tabt arbejdsfortjeneste fordi vores liv pludseligt ikke kan fungere og vi har en svært udfordret pige eller sygemeldinger fordi det simpelthen bliver for hårdt at få enderne til at mødes.
Jeg synes vi er mere værd, børnene er mere værd. Hvorfor prioritere man højere, at børnene inddeles efter geografiske grænser, som ikke altid giver mening, i stedet for trivsel og hvorfor tilgodeser man ikke de særlige individuelle behov.
I Hjørring kommunes skolepolitik beskriver de så fint; VÆRDIGRUNDLAGET I Hjørring Kommune har alle elever ret til gode, lærende og trivselsfremmende rammer i deres skoleliv. Alle elever har evner og styrker, som løbende skal opdages og udvikles i samspil med andre i de fællesskaber, som eleverne er en del af i skolen. Alle elever skal have mulighed for at udvikle sig til robuste og livsduelige mennesker, som mestrer livet.
Jeg synes at der er langt fra den beslutning der er udmeldt, og til ovenstående værdigrundlag. Det der føles mest urimeligt er at mulighederne og rammerne er der, på Højene skole, hvis man vælger værdigrundlaget – trivsel i højsædet, frem for det der lige nu ser ud til at være en økonomisk besparelse. Men på hvilken bekostning, børnene, familierne? Og vil det så i sidste ende også ende med en besparelse, med de konsekvenser det kan få vores børn eller os i hamsterhjulet.
Link til relateret indlæg
Vendelbo-Listen: Vi har et bud på at løse forældrenes problemer
