Omkring hundrede borgere havde afsat tirsdag aften til at deltage i et informationsmøde om GK Energis planer om en solcelle- og vindmøllepark ved Fristrup mellem Børglum og Stenum.
Gert Kristensen som ejer GK Energi ApS havde valgt at overdrage afviklingen mødet til repræsentanter fra Eurowind Energy A/S og Greengo Energy A/S. Repræsentanterne fik sagt hvad de skulle, men hellere ikke mere end det.
Salgsoptionsordningen og tilbud om medejerskab
De gennemgik salgsoptionsordningen, som kort fortalt handler om at familier, der bor i en afstand af mellem 4 og 6 møllehøjder fra eventuelt kommende vindmøller, kan forlange, at projektet køber deres ejendom til en værdi, der fastsættes af en udefra kommende taksator. Dernæst redegjorde de for mulighederne for at erhverve medejerskab. Det er planen, at en ud af de atten planlagte vindmøller, vil blive solgt i andele til lokale på vilkår, der minder om den nu hedengangne køberetsordning. Hvad angår solcelleparken, så var planen at udbyde 40% lokalt.
Enstemmig modstand
Men der var ingen interesse for at høre nærmere om muligheden for medejerskab. I det hele taget var stemningen blandt de fremmødte helt anderledes homogen end det var tilfældet tilbage i 2020. Sandsynligvis fordi Hjortnæs Møllelaug har solgt sine vindmøller til GK Energi ApS. På mødet blev der udelukkende stillet kritiske spørgsmål. Ikke en gav udtryk for positiv interesse for planerne.
Fjerner op til 64 husstande
Halvvejs i mødet viste repræsentanten fra Eurowind Energy A/S en illustration af, hvor mange ejendomme der potentielt står til at blive opkøbt, fordi de ligger tæt på projektet. Der drejer sig om ikke mindre end 64 husstande, hvoraf de fleste ligger i nærheden af Stenum. En borger fra Stenum spurgte, om de ikke kunne se, at projektet kunne have voldsomme konsekvenser for Stenum by, hvis man mistede så mange boliger. For eksempel for skolen fordi der i fremtiden ville være færre børn. Det spørgsmål valgte repræsentanten fra Eurowind Energy A/S behændigt at snakke udenom.
Vi passer bare vores arbejde
Mod slutningen af mødet spurgte undertegnede, om repræsentanterne havde gjort sig nogen etiske overvejelser i forhold til det pres, som det lagde på et lokalområde, at udefrakommende aktører igen og igen kommer med planer om store projekter. Hertil lød svaret kort sagt, at de bare passede deres arbejde. Hvis ikke de får lov i denne omgang, vender de tilbage om fire år.
: «Galskap hos individer er sjelden, men i nasjoner, grupper, partier og epoker er det normen». Nietzsche