Søndag den 27. oktober fra klokken 13-15 er alle interesserede velkomne til en marktur og efterfølgende møde om sol- og vindprojekt Vrensted.
Bag invitationen til søndagens arrangement står en række lodsejere, som gerne vil vise rundt og fortælle om deres syn på vindmøller og solceller vest for Vrensted.
Klokken 13 begynder eftermiddagen på Kærgård, som har adressen Vrenstedvej 380, hvorfra man følges i samlet trop i biler for at kigge på de berørte arealer.
Efter turen samles deltagerne på Mellegaard, som har adressen A.C. Andersensvej 16, hvor der er oplæg om sol- og vindprojekt Vrensted.
Der serveres en lille forfriskning, og der lægges op til dialog om forskellige emner som for eksempel muligheden for medejerskab og PPA-aftaler, stiforbindelse, grønpulje-midler og lignende.
Arrangementet slutter klokken 15, oplyser gruppen bag; Lene, Michael, Carsten, Kristian og Mads.
Projektet er i Hjørring Kommunens oversigt betegnet Område 37 – Solceller og møller sydøst for Løkken langs kommunegrænsen. Ansøger – Agri Nord. Projektejer – Den fælles ansøgergruppe ved Vrensted.
Møllerne i projektet er placeret cirka 4,8 kilometer fra Børglum Kloster og cirka 1.780 meter fra Vrensted Kirke, som er nærmeste kirke. Du kan læse mere om projektet Område 37.