For cirka ti år siden blev der opsat mange hjertestartere rundt om i Hjørring Kommune. Blot ikke i Tolne-Mosbjerg området. Derfor tog ildsjælen Marta Yepes fra Tolne initiativ til at begynde en indsamling med henblik på indkøb af hjertestartere.
Marta Yepes gik fra dør til dør til alle husstande i Mosbjerg og Tolne, og ved ihærdig indsats indsamlede hun intet mindre end 73.000 kroner. Det var nok til indkøb af fire hjertestartere og til vedligeholdelsen hidtil, men nu, efter ni år, er pengene sluppet op.
“Martas hjertesag”, der officielt hedder “Tolne-Mosbjergs Hjertesag”, mangler derfor penge til den nødvendige vedligeholdelse og drift. Det er især udskiftning af batterier, der er en stor udgift. Et batteri koster 2.125 kroner, og Marta har lige skiftet tre batterier. Kun hvis en hjertestarter har været i funktion ved et hjertestop udskiftes batteriet uden beregning.
Til forskel fra andre hjertestartere landet over, er de alle i Tolne-Mosbjerg 100 procent selvfinansieret af lokalbefolkningen.
Derfor appellerer Marta Yepes om et lille bidrag til driften af Hjertestarterne.
– Jeg tænker, hvis alle giver 20 koner årligt, så vil vi kunne klare det økonomisk og føle os trygge. I er velkommen til at indsætte det beløb, I synes passer jer bedst på konto: 5071-1234257 og skriv, hvem pengene kommer fra. For en sikkerhedsskyld er alle altid velkommen til at se regnskaberne, der er hos mig, lyder det fra Marta Yepes.
De fire hjertestartere er placeret ved Dagli’ Brugsen, Tolne Vandværk, på hjørnet af Jerupvej/Tuenvej samt i Dvergetved, og det er adgang til dem døgnet rundt.
Foto: Niels Helver.
Link til tidligere artikel
Ikke færre end 280 nye hjertestartere på vej til hele Nordjylland