Traditionen med kåring af Årets TIF’er i Tornby går helt tilbage til 1975, hvor brødrene Mogens og Thorkild Jensen, Hushøjgård, som de første fik tildelt den flotte hæder.
De senere år er prisen hvert år blevet uddelt i forbindelse med afholdelse af den årlige sommerfest i Tornby. Valget af Årets TIF’er foretages af foreningens hovedbestyrelse efter indstilling fra idrætsforeningens forskellige afdelinger.
I år faldt valget på halbestyrer Martin Jepsen. Ved årets sommerfest i weekenden blev pokalen overrakt af Tornby Idrætsforenings næstformand, Frederik Rams til prismodtageren med ordene: ”Martin er en person, der har ydet en stor indsats for Tornby Idrætsforening gennem mange år, og vi er sikre på, at det vil fortsætte i de kommende år.

Martin har dyrket idræt på højeste plan i Tornby i mange år og er stadig aktiv på øverste hylde inden for håndbold, fodbold – og tennis som den seneste passion. Dertil kommer, at Martin er en rigtig god kammerat, der altid går forrest, når der skal laves noget i fællesskabet. Vi hører aldrig han siger nej, når der bliver spurgt efter hjælp.
Selv om Martin naturligvis er lønnet som halbestyrer i Tornby Hallen, har han altid overskud til at hjælpe Tornby Idrætsforenings forskellige afdelinger. Det gælder specielt håndbold, hvor han bl.a. sørger for, at der bliver hentet børn i SFO’en til at spille håndbold, Trille Trolle m.m.
Han er således med til at sørge for, at fødekæden til Tornby Idrætsforening er intakt og har dermed bidraget til det store boom i medlemsskaren de seneste år”.
NordsøPosten sender Martin Jepsen et stort tillykke med den flotte og velfortjente hæder som Årets TIF’er i Tornby.


