En ny undersøgelse fra Danmarks Lærerforening tegner ifølge Martin Kirkholm Braun, som er kandidat til Hjørring Byråd for Det Konservative Folkeparti , et alvorligt billede af inklusionen i den danske folkeskole:
- 82 procent af lærerne oplever, at der ikke er tilstrækkelige ressourcer til inklusionsopgaven.
- 54 procent fortæller, at de skal inkludere flere elever end sidste skoleår – og blandt disse svarer hele 92 procent, at de nødvendige ressourcer ikke er fulgt med.
- Samtidig oplever 54 procent af lærerne og børnehaveklasselederne voldelige episoder mellem eleverne dagligt eller ugentligt – en stigning på 13 procentpoint siden januar.
– Det er alarmerende tal, og jeg er dybt bekymret over udviklingen. Inklusion skal ske, fordi det gavner barnet og fællesskabet – ikke fordi det økonomisk kan betale sig, udtaler Martin Kirkholm Braun i en pressemeddelelse sendt til NordsøPosten.
Han understreger samtidi, at det er afgørende, at ressourcerne følger barnet, og at kommunerne giver lærere og skoler den nødvendige opbakning til at løfte inklusionsopgaven.
– Vi skal skabe fællesskaber, hvor alle børn kan trives, og hvor lærerne har tid og mulighed for at støtte hver enkelt elev. Inklusion må aldrig ske på bekostning af trivsel – hverken for barnet, klassen eller læreren, tilføjer den konservative byrådskandidat.
For at styrke den tidlige indsats peger han på behovet for flere pædagogiske medarbejdere i indskolingen til at støtte lærerne og bidrage til et mere trygt og differentieret læringsmiljø.
– Vi ved, at en tættere voksenkontakt i de yngste klasser kan forebygge mistrivsel og konflikter. Derfor bør vi prioritere, at der er flere pædagoger i undervisningen – især i indskolingen, hvor fundamentet for børnenes skolegang bliver lagt, forklarer Martin Kirkholm Braun.
Han afslutter med en klar opfordring:
– Vi skylder børnene en folkeskole, hvor der er plads til forskellighed, tryghed og faglig udvikling – og hvor lærerne får den støtte, de har brug for til at lykkes med deres opgave.


