Af Martin Prentow
Byrådskandidat for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Grønnevang 51
Hjørring
Jeg husker det tydeligt. Min Golf II rullede langsomt gennem Østergade, vinduet nede, armen i karmen, og bassen bankede tungt i bagagerummet.
På en lun sommeraften var det en del af charmen – at cruise gennem byen, hilse på folk og mærke stemningen. Østergade summede af liv, folk gik fra butik til butik, og der var altid en kammerat eller en veninde, man lige skulle vinke til.
Men den tid ændrede sig i 2008, da gaden blev lavet om til gågade. Samme år åbnede Metropol Shopping Center med 36 butikker og 4 spisesteder – et center, hvor man året rundt kan handle i tørvejr og parkere gratis.
Nu har et forslag stillet i Hjørring Byråd lagt op til, at Østergade igen skal åbnes for biltrafik som sivegade. Forslaget skal nu behandles i Teknik- og Miljøudvalget, men spørgsmålet er, om det virkelig vil gavne handelslivet i byen?
Handlen har forandret sig
Siden 2008 er meget sket. Flere og flere handler på nettet, og e-handel presser de fysiske butikker. I Hjørring bliver der leveret et enormt antal pakker hver dag, fordi folk vælger at købe deres varer online i stedet for i byens butikker. Samtidig har store detailbutikker uden for bymidten tiltrukket en stor del af handlen, som før lå i centrum.
Det rejser spørgsmålet: Vil flere biler i Østergade virkelig skabe mere handel? Hvis biltrafik var løsningen, skulle der være et enormt antal biler igennem dagligt for at gøre en reel forskel.
Erfaringer fra andre byer viser, at det ofte er spændende butikker, et stærkt bymiljø og gode opholdsmuligheder, der gør en gade attraktiv – ikke nødvendigvis biltrafik.
Gågadens nuværende styrker
I dag fungerer Østergade som en rolig og hyggelig gågade, hvor man kan nyde bylivet uden trafikstøj og bilos. Særligt i weekender og på solrige dage summer gaden af liv med mennesker, der mødes, handler og nyder byens rum. Der er udeservering, små butikker og en legeplads, som giver en særlig stemning. Derudover er der gode parkeringsmuligheder i nærheden, så man nemt kan komme til byen uden at skulle lede længe efter et sted at stille bilen.
Hvad hvis vi i stedet fik flere til at cykle?
Måske bør vi i stedet se på, hvordan vi kan få flere borgere til at tage cyklen til byen. Cykler er allerede tilladt i gågaden, og flere cyklister vil både kunne bidrage til et mere levende bymiljø og samtidig mindske biltrafikken på de omkringliggende veje og frigøre flere P-pladser.
Økonomi og praktiske konsekvenser
Det er heller ikke gratis at ændre en gågade til en sivegade. Der skal etableres ny skiltning, belægning og måske fartdæmpende foranstaltninger. Samtidig er det værd at overveje, hvad der skal ske med eksisterende udeservering og legepladsen i området.
Forslaget lægger op til en forsøgsordning, og det kan være en måde at teste idéen uden at forpligte sig permanent. Men midlertidige ændringer kan også have langsigtede konsekvenser – og hvis gågaden først bliver omdannet til en sivegade, vil det kræve nye investeringer at ændre den tilbage.
Hvad er den bedste løsning for Østergade?
Der er ingen tvivl om, at vi skal arbejde for en levende og attraktiv bymidte. Spørgsmålet er, om en sivegade er vejen frem, eller om vi skal styrke det nuværende gågademiljø med flere aktiviteter, bedre rammer for butikker og initiativer, der kan tiltrække flere besøgende.
Hvad synes du? Skal bilerne tilbage i Østergade, eller skal vi bevare gågaden? Del gerne din holdning i kommentarfeltet og vær med i debatten!
Man ved det virker andre steder når bilerne kommer!
Joh, hjem på cykel efter indkøb….romantik pladder uden hold i virkeligheden.
Hvor er der gode parkeringsforhold? Hvis man kommer til byen midt på dagen er det stort set umuligt og finde et sted at parkere. Hvis man er dårligt gående kommer man ikke i gågaden
Der mangler p pladser i Hjørring midtby specielt efter mammutpladsen har fået lavet vandkunst over alt. Hvor kører man hen så… metropol p kælder. Gågaden er blevet lukket inde og svær at komme til, som det er nu. Bibliotek, posthus, motionscenter i metropol gør jo også, at det er der kunder kører hen, når alt samles et sted. Så om det hjælper at åbne gågaden igen er svært at sige om det sku hjælpe.. måske rabat på husleje til nye butiksindehaver kunne lokke nye til, så det er mere attraktivt.
Hmmm jeg tænker, at metropolen er roden til det onde. Så luk den.
Jeg er ked af, at er er så lidt liv i midtby. Men at indføre biler igen, kan jeg ikke rigtig forestille mig.
Jeg ønsker for fremtiden, at der vil komme flere forretninger. Måske der kan hjælpes med indskud og leje i opstart af ny butik. Det et nok naivt.
Selvfølgelig skal der åbnes for biler I den ene retning. Huslejen for butikker skal ikke være dyre.
Alle de pullert der er sat op i jenbanegade skal fjernes. Der skal laves tidsparkering. Samtidig skal der males p. båse. Fint med udesevering er fint.
Folk gider da ikke vade rundt i gågader – åben op for trafikken og sørg for rig mulighed med parkering ud for butikkerne, jyskebank osv … det vil bringe mange mange flere folk til bybilledet.
Og så få da det freaking hæslige beton og stål revet ud af strømgade – det skulle da ALDRIG have været lavet/brugt penge på.