Håndboldspillerne i Lendum, LUGI-håndbold, har fået opfyldt et stort ønske om en Pixoff i Lendum Hallen. Det er sådan én, der kan fjerne harpiks fra bolden.
Håndboldtræner Aase Winther Markusen og halassistent Heidie Lønstrup Larsen, som også er medlemmer af foreningens bestyrelse, gik til tasterne for at søge fondsmidler til maskinen blandt andet ved Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel.
– Det blev muligt for os at få opsat en Pixoff-maskine, da vi har modtaget 10.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel. Vi er så glade og taknemmelige for støtten, for det har stor betydning for vores lille forening, som huser mange forskellige aktiviteter og sportsgrene.
Maskinen er allerede sat op i Lendum Hallen af Martin Smith fra Ms2solution i Aalborg.
Pixoff fjerner harpiks fra håndbolde med en kombination af varmluft og en roterende børste, og det sker ifølge LUGI uden brug af kemikalier og vand.
– Nu bliver det lækkert at tage fat i håndbolden uge efter uge og boltre sig rundt på gulvet, uden at side fast, siger Aase Winther Markusen.
Pixoff-maskinen skal hjælpe håndboldspillerne med at holde deres bolde fri for gammelt beskidt harpiks. Samtidig har det en stor betydning for LUGIs andre brugere af hallen.
– Det vil betyde, at de store sorte klatter af harpiks ikke vil være rundt på halgulvet, og så undgår vi, at nogen sidder fast i klatterne, siger Heidie Lønstrup Larsen.
Den nye maskine betyder også, at LUGI ikke skal skifte deres bolde så tit. Samtidig tænker de i Lendum også på miljøet ved ikke bare at kassere bolde, som faktisk godt kan bruges. Nu kan de i stedet rengøres og spilles videre med.
– LUGI er et godt sted for alle at dyrke sport og skabe gode venskaber og sunde relationer. Følg med på LUGI Facebook eller på hjemmesiden www.lugi.dk hvis du også vil være med.
