Højaktuelt i anledning af det amerikanske præsidentvalg vises om 2 uger filmen “The Apprentice” om Donald Trump. Filmen har andre steder premiere i disse dage med megen medieomtale, men den kommer altså også til at kunne ses i Lønstrup Café Bio.
Du kan naturligvis altid besøge stedets hjemmeside eller Facebook, hvis du vil orientere dig om, hvilke arrangementer, der er på vej. Men her får du også en oversigt over de næste par uger med et par kommentarer tilknyttet. Som tidligere omtalt spiller de på søndag den 13. oktober Gummi Tarzan i Børnebiffen. Vis dit barn magien ved at se film i biografen.
Som ligeledes omtalt tidligere har biografen desværre måtte aflyse arrangementet med Nana Jacobi, som ellers har været programsat til den 19. oktober. Det beklager de og arbejder på, at få sangerinden med de lokale rødder til at spille til foråret i stedet.
Filmen, som biografen viser fra på onsdag den 16. og to uger frem, er en moderne western med danske Viggo Mortensen i hovedrollen. Og ikke nok med det – han er også både instruktør, producer og komponist på musikken i filmen. Og han gør det godt – så godt at filmmagasinet EKKO giver 5 stjerner.
Filmen, som hedder Til verdens ende, handler om en dansker, der er udvandret til Amerika i midten af 1800-tallet, og torsdag den 17. oktober vil historiker Jens Peter Fage fortælle lidt om den danske udvandringshistorie som et oplæg til filmen.
Søndag den 20. er der igen operavisning. Ifølge programmet skulle de have vist La Bohéme, men de fik byttet lidt rundt på tingene. Nu er det lykkedes tovholderne at skaffe Tryllefløjten, som de viser i stedet.
Mandag den 21. oktober præsenterer de en nyskabelse: Historiefortællinger. Kom og lad dig underholde af lokale historiefortællere – det er ganske gratis.
Og til slut skal også nævnes det live streamede foredrag fra Aarhus Universitet tirsdag den 22 oktober.
Du kan som sædvanligt læse mere om de enkelte arrangementer på hjemmesiden hos Lønstrup Café Bio.
Programmet
Gummi Tarzan
Søndag d. 13. oktober kl. 15.00
Danmark, 1981
Instruktør: Søren Kragh-Jacobsen
Længde: 1 t. 29 min.
8-årige Ivan Olsen må stå igennem buksevand i skolen, hvor han samtidig har svært ved det med ord. Derhjemme lever han heller ikke op til forventningerne, når faren beder ham oppe sig og opføre sig som Tarzan. Men et uventet venskab og en mystisk container på havnen vender op og ned på “Gummi Tarzans” liv og hjælper ham med at give igen; for der er altid noget, man er god til. Man skal bare finde ud af, hvad det er.
Til verdens ende
16.-17.-18. og 20. samt 23.-24.-25. og 27. oktober kl. 19.30
USA, 2024, western
Instruktion: Viggo Mortensen
Længde: 2 t. 9 min
Viggo Mortensen instruerer denne kærligheds-western, hvor han selv spiller hovedrollen som den danske emigrant Holger Olsen, der er rejst til USA, hvor han forelsker sig i den selvstændige Vivienne. De lever idyllisk sammen i en lille landsby i Nevada, men borgerkrigen lurer i 1860’ernes USA og skiller parret ad. Mortensens Olsen må forlade sin elskede og kæmpe for unionen, men da han vender tilbage er intet som det var.
Ved visningen torsdag d. 17. vil historiker Jens Peter Fage fortælle lidt om den danske udvandringshistorie som et oplæg til filmen.
Musik og Mad: Nanna Jacobi d. 19/10 ER AFLYST
Tryllefløjten – operakoncert
Søndag d. 20. oktober kl. 13.30
fra Salzburg Festival 2018 (2 t 30 min. ekskl. pause)
Entré 150 kr. inkl. kaffe og kage.
Tilmelding senest 3 dage før på SMS 5389 1738
Her er en farverig eventyrproduktion af Mozarts tidløse mesterværk. Handlingen udspiller sig i Wien lige før 1. Verdenskrig. Her er en bedstefar (Hollywoodstjernen Klaus Maria Brandauer), som læser ’Tryllefløjten’, den fantastiske historie om Taminos søgen, for sine tre børnebørn. Det er magiske scener den amerikanske instruktør Lydia Steier fremkaldte på Salzburg
Festivalen i 2018. Dirigent er Constantinos Carydis, der leder et ungt ensemble af verdenssangere.
HISTORIEFORTÆLLINGER – fri entré
Mandag d. 21. oktober kl. 19.00
Lønstrup Café Bio er nu klar med et nyt initiativ, hvor vi sætter scenen for en aften i historiefortællingens navn. Vi starter med et kort oplæg om, hvad fortællingen betyder for os mennesker, hvorefter vi giver ordet til en håndfuld udvalgte folk fra lokalområdet, som hver vil fortælle en sjov, underfundig eller overraskende historie fra deres liv. Til sidst åbner vi for en fælles snak om de tanker, fortællingerne har sat i gang måske skal en detalje uddybes, måske har en fortælling fremkaldt en særlig følelse eller erindring, der skal deles, måske har du selv fået lyst til at fortælle en historie fra dit eget liv. Læn dig tilbage i stolen – lyt og lad dig underholde – og oplev fortællingens samlende kraft i rammen af vores hyggelige biograf.
Teleskopet – vores øje til universet. Foredrag – fri entré.
Tirsdag d. 22. oktober kl. 19.00
Foredrag live streamet fra Aarhus Universitet
ved Hans Buhl og Hans Kjeldsen
Teleskoperne giver os ikke bare flotte billeder, men kan også give os viden om bl.a. big bang og universets udvidelse, samt om stjerners grundstof-indhold og deres exoplaneter. Hør om teleskopets historie og hvordan det er nøglen til at forstå universet.
Lønstrup Café Bio er en forening, drevet 100% af friviligt arbejdskraft. Hvis du ikke allerede er medlem kan du blive det ved at klikke her. Så er du med til at bevare en perle i Lønstrups og hele Hjørring kommunes kulturliv.