Det var en særdeles veloplagt og glad Per Bach Nielsen fra Hjørring Håndbold, der i sin egenskab af arrangør og ankermand bød velkommen og gav ordet til byrådsmedlem Søren Homann, der officielt åbnede Hjørring Messen 2024.
Ikke mindst glæden, men også veloplagtheden var der da også mange gode grunde til, idet ankermanden med sikkerhed kunne fastslå, at denne jubilæumsudgave ifølge ham er den hidtil suverænt flotteste messe i den efterhånden lange række af succeser.
Det var et aspekt, som både Per Bach Nielsen i sin korte velkomst og Søren Homann i sin lidt længere åbningstale gav udtryk for tilfredshed med, men man kunne altså også meget hurtigt efterfølgende ved selvsyn give dem ret, når man tog turen rundt i Park Vendia.
Der var ikke bare flere nye og spændende stande, som eksempelvis den bogstavelig talt smagfulde hos Appetit by Alstrup fra Lønstrup og den fascinerende kunstneriske hos Galleri &Os, der i sagens natur ikke undlod også at slå et kulturelt slag for Event &Os, men også adskillige gengangere fra tidligere år med Hjørring Messen.
Her skal havnebyen ikke favoriseres unødigt, men med til historien om den lange samlede opstilling af stande fra Hirtshals hører, at butikkerne og virksomhederne derfra på fornem vis har formået at udfylde tomrummet efter Erling Christensen. Her udstiller Høj Data, Havkyst, Ostemanden, Spar, Slagter Wither, Hotel Skaga og fotograf Kurt Sørensen.
Hjørring Messen 2024 byder kort fortalt på et overflødighedshorn af indtryk og smagsprøver også af de våde som eksempelvis hos Bryghuset Vendia. Ligesom Malene Bredvig byder på kaffe i standen hos Hotel Strandlyst. Selv lokalpolitikerne var repræsenteret ved Socialdemokratiet.
Når man det ikke i dag, er den røde løber også rullet ud søndag fra klokken 10 til 16 hos Hjørring Messen.