Private boligudlejere har i lighed med boligforeninger lov til at aflevere affald på genbrugspladserne. Affaldet skal dog stamme fra lejerne af udlejningsejendommen eller fra mindre reparationer af samme type og størrelsesorden som det, der afleveres fra private husstande.
I følge de nye regler må man som privat boligudlejer aflevere op til 300 kg. affald pr. dag – og ikke som tidligere pr. besøg på genbrugspladsen.
Affaldet fra de private udlejningsejendomme kan bestå af:
- brændbart affald (ikke restaffald fra husstanden)
- papir og aviser
- glas og flasker
- batterier
- storskrald (må kun være lejeres større brugsgenstande – ikke bygningsaffald)
For at kunne aflevere affald på AVV’s genbrugspladser, skal den private boligudlejers ejendom eller ejendomme ligge i en af AVV’s ejerkommuner. Det er også en forudsætning, at den private boligudlejer betaler årligt genbrugsgebyr hér.
Som boligudlejer skal man ligesom andre skelne mellem privataffald og erhvervsaffald. Bygningsaffald fra større renoveringer er erhvervsaffald – også selv om det kommer fra egne udlejningshuse.