Han tænkte tit på hende. De boede ikke i samme kvarter, men han vidste, at hun var redaktør på NETavisen, og han så hende tit i Brugsen, når han købte ind til aftensmaden. De havde nok fyraften på samme tid. Af og til smilede hun til ham sådan lidt drilsk, sådan lidt som om de havde noget sammen. Nok noget, han bildte sig ind, men det virkede rart.
Han havde det egentligt fint med den der ”NETavisen”. Den var et supplement til de sporadiske nyheder fra lokalradio og streamet TV, som af og til sneg sig ind i hans liv, når der dukkede en interessant overskrift op, men ofte var det mere relevant for ham med det lokale stof, og jævnligt fik han NETavisens information om ting, som han ikke vidste, han havde behov for.
Reklamer NEJ TAK stod der på hans postkasse, men det kunne internettet jo ikke vide, så her røg reklamerne med i købet. Billige pølser i SPAR og eventyrligt billig økokylling i REMA 1000, et billede af genboens 9-årige datter, som havde vundet TAG-HVAD-DU-KAN-NÅ-PÅ-5-MINUTTER i byens bog- og legetøjshandel ved at være den mest fantasifuldt udklædte til det årlige karneval, hundrede mere eller mindre forargede læserbreve over, at en rig mand fra købstaden ville etablere en slags Casino i en af de ramponerede bygninger i midtbyen, noget om de lokale kunsthåndværkere, der til alles lettelse havde klaret sig pænt igennem det seneste års fortrædeligheder og så dette opslag fra biblioteket… Det måtte han lige tjekke en xtra gang…
Biblioteket ville afholde orienteringsaften om Berlin i anledning af, at NETavisen havde arrangeret læserrejse dertil i den kommende Påske med redaktøren som rejseleder.
Han havde været i Berlin een gang. I 92 kørte han samme aften, som Danmark vandt EM mod det, der skulle vise sig at være de sidste krampetrækninger for en DDR-feriepark i Woltersdorf – lidt sydøst for Berlin. Vejret havde været fantastisk, men ellers huskede han mest storbyen som stor og uoverskuelig. De tidligere DDR-borgere ønskede tillykke med EM, vestberlinerne gjorde ikke. Til gengæld pegede ossierne på hans LADA, og med en finger til hovedet gjorde de det klart, at hans køretøj allerede tilhørte en svunden tid, som det kun kunne gå for langsomt med at distancere sig fra…
Nu holdt der en funklende ny og rød elbil på hans parkeringsplads, og Berlinmuren var kun historie, så hvorfor ikke? Ringede til biblioteket, tilmeldte sig. Han var egentligt ikke nogen historienørd, men lidt forhåndsviden kunne vel ikke skade. Faktisk glædede han sig til at opleve hende på slap line.
Hun var vist på hans alder. Han kunne lide at se på hende og nød hendes måde at være til stede på. Hun nød at indvie tilhørerne i Berlins seværdigheder. Hun gjorde det med en lethed, en naturlighed, som om hun ikke havde anden mening med tilværelsen, og han glemte hurtigt de alt for mange mennesker, der havde stuvet sig sammen i det lille lokale, som biblioteket havde stillet til rådighed.
Hun levendegjorde den forestående rejse, så tilhørerne ikke var i tvivl om, at de havde noget at glæde sig til. Han var ihvertfald ikke i tvivl. Han ænsede heller ikke alle de andre, da de i pausen kom til at stå ved siden af hinanden med hver sin kop plastickaffe.
– Kender du Bleibtreustrasse? fik han frem, mens han forsøgte at undgå at brænde sig på den varme kaffe.
– Ja, jeg ved ikke så meget om den, men jeg har styr på, hvor den ligger. Vi kommer forbi den, når vi skal promenere på Kurfürstendamm. Hun smilede det der smil.
– Det er godt, at vi skal der ind lørdag formiddag, fik han sagt.
– Tænker du på indkøbsmuligheder. Er der noget særligt, du går efter?
– Nej, jeg har hørt, at der er en swingerklub et eller andet sted i den gade, og at der om lørdagen er rabat for det grå guld, hvis man kommer mellem 10 og 12.
I det samme gjorde bibliotekaren opmærksom på, at man jo stadig havde en del til gode, og at der jo også var nogle, der skulle op næste dag. Pausen var til ende. Redaktøren kiggede ham lige ind i hjernen, lige igennem hjernen, helt derover hvor hun kunne se, hvor dum han var i nakken.
Resten af aftenen blev ikke helt det samme, men dagen efter ringede han til Lokalavisen og meldte sig til turen.
Påskeferien startede for hans vedkommende tidligt onsdag morgen. Han skulle med kl. 6.50 og var ikke i tvivl, da han så bussen komme. NETavisen INDTAGER BERLIN stod der med store bogstaver på begge sider. Bussen var allerede næsten fyldt. Der havde været venteliste. Godt han havde været beslutsom og hurtig.
Ferien bød ifølge programmet på et meget varieret program med base på et hotel i Lichtenberg tæt på STASIs tidligere hovedkvarter. Lokalavisens redaktør havde sammenstykket en god blanding af “det man skal se, og det man bør se”, som hun havde sagt på informationsmødet. Og i øvrigt skulle man bare nyde at være der.
Påskeferien glædede han sig for en gang skyld til. Et eller andet sted småhadede han jul, påske, pinse og Hjallerup Marked – hans fars udtryk for de officielle danske højtider – de betød et unødvendigt indgreb i den tryghed og struktur, det gav ham at arbejde. Men nu glædede han sig.
“Berlin angriber man på samme måde, som man spiser en elefant. En bid ad gangen”. Han var ikke god til al den småsnak med sidemanden i bussen eller i restauranten om aftenen, men dette var en af de ting, de kunne blive enige om. Også vejret så lovende ud, og “der er jo en verden til forskel på godt og dårligt vejr”.
Han ville hellere læse en god bog og var godt i gang med Volker Kutschers berlinerkrimier om Berlin i 20’ erne og 30’erne. Det var jo en slags forberedelse og opfølgning på turen. Mindre spændende blev det ikke, da en af de medrejsende kunne fortælle ham, at hele tre sæsoner af Babylon Berlin kunne streames på drtv…
Berlin gjorde ham godt. Gjorde ham glad. Storbyens hektiske gøren og laden gav ham paradoksalt nok en slags frirum. Berlinerne var da ligeglade med ham. På en positiv måde. Her kunne han være anonym midt i al vrimlen.
Berlin udstillede al sin historiske styrke og elendighed. Intet blev fejet under gulvtæpper, og hvad man ellers kan feje ubehageligheder ind under. Skønhed og uskønhed. Det gjorde ham godt. Uden at man kunne beskylde ham for at have særlig indsigt i noget som helst, så vidste han med sig selv, at Berlins måde at tackle den ubehagelige fortid på kunne være til xempel for andre rundt om i verden, hvor man ikke var kommet længere end benægtelse og det, der var værre, for bebrejdelser mod fortidens synder…
Han ønskede brændende at kunne diskutere disse tanker med Lokalavisens redaktør, men vidste godt at han ville have svært ved at få ordene ud over læberne. I stedet holdt han sig i nærheden af hende, hørte alt hvad hun fortalte, grinede på de rigtige steder og var alvorlig, når det var passende.
Hun var en guldgrube af viden og humør. Havde ikke svært ved at få rejsedeltagernes opmærksomhed. Med et modent publikum var det selvfølgelig også nemmere end med en flok teenagere, der hele tiden skulle tjekke deres mobiler, men han havde en fornemmelse af, at hun også ville kunne klare det.
