Fortsat fra tirsdag den 2. februar…
**********************************************************************************************
Første dag handlede om DDR. De startede med at gå ned til det nærliggende STASI-museum, hvor den magtfulde chef, Mielke, i sin tid overvågede alt og alle. Herefter gik det – efter en indføring i hvordan man klippede billetten til den offentlige transport – løs fra U-bahnhof til S-Bahnhof og Tram og en enkelt bustur.
På Prenzlauer Berg i det nedlagte bryggeri, nu kaldet Kulturbrauerei viste udstillingen “Alltag in der DDR” ham sider af livet, han slet ikke vidste fandtes. Murens fald havde han da bemærket, men han havde jo aldrig gjort sig tanker om, hvordan der var bag muren, og han kunne virkeligt ikke huske, hvad han havde lavet den dag, muren faldt…
Aftenen sluttede på og omkring Alexanderplatz. Redaktør og rejseleder havde den holdning, at man skulle vente med at bruge penge på Fernsehturm, indtil man kendte Berlin noget bedre, så alle blev på jorden den dag.
Anden dag tog afsæt i kold og varm krig. Fra Mehringplatz gik de i samlet flok op gennem Friedrichstrasse, og han lærte at en lige linje – med diverse småafstikkere – i Berlin kan være så lang, at man slutter dagen med meget ømme fødder. Check Point Charlie var en skuffelse. Alt var så højt og tæt og fyldt med andre turister, at man ikke helt fornemmede, hvad det gik ud på. Der var ikke meget ”Spionernes Bro” over den oplevelse… Til gengæld var mødet med Brandenburger Tor og Rigsdagsbygningen helt som det skulle være.
Tredje dag bød på shopping og Ku’damm. Efter et par dage med intenst program blev der løsnet lidt på den tætte kontakt i gruppen. Man måtte selv sørge for frokost, og alle fik til opgave selv at finde hen til KaDeWe sidst på eftermiddagen, hvor den stod på rundtur i husets Feinschmecker-Etage.
Det var rart og åbenbarede en verden af mad for sjov, som han aldrig kom i nærheden af, når han købte ind til sig selv i Fakta med sin Scan-og-betal-app…
Forinden havde han faktisk hygget sig med at gå rundt på “Ku’damm”. Han kom forbi Bleibtreustrasse og blev lidt flov, selv om han syntes, at vittigheden var ganske sød. Hun gjorde tilsyneladende ikke. Frokost på Hard Rock Cafe. Det var ok, men hvad skulle han dog få tiden til at gå med indtil den fælles samling foran KaDeWe.
Han vidste ikke helt hvordan, men han lod sig suge ind under bogstaverne The Story of Berlin. Det var da til at forstå. Desværre forstod han ikke så meget, før han sammen med en lille gruppe blev ført ind i en tidligere atombeskyttelsesbunker. Guiden talte en slags engelsk. Det var en klaustrofobisk oplevelse, og han åndede lettet op, da han endelig var ude igen. Fred og ingen fare.
Fjerde dag blev de præsenteret for Potsdamer Platz med tilbehør, og hvor der inden for en lille radius næsten var for meget at forholde sig til. Den sene frokost blev indtaget i Tiergarten ved Cafe am neuen See, et meget populært berlinertræffested som mindede ham om det traktørsted i skoven, hvor han som barn kom meget med sine forældre.
Eftermiddagens besøg gjorde stort indtryk på ham. De tomme boghylder på Bebelplatz, hvor Nazisterne i 33 brændte bøger af. Mor med død søn i Neue Wache. Så smukt så han meget mod sin vilje måtte indrømme at en tåre trængte sig på. Menneskemylderet foran Berliner Stadtschloss. Slottet, der var der, blev sprængt og fortrængt af DDRs parlament, som igen blev fortrængt af en nyopførelse, en kopi af det, der var engang.
Overvældende og en appetitvækker, der gav mod på mere Berlin.
Sidste aften blev lidt et antiklimaks. Der var ikke arrangeret en egentlig fest, men der blev spenderet lidt mere på mad og vin, og snakken gik lystigt. Ikke lige omkring ham. Han ville ønske, at han røg, så han kunne undskylde sine mange ture ud i den friske aftenluft. Omvendt så var det jo sådan, han var. Han måtte se at vænne sig til det.
Denne aften i Berlin var henlagt til en græsk restaurant lige over for hotellet.
Hyggeligt sted, god mad, og pludselig stod hun også der. Udenfor.
– Skal det blive godt at komme hjem? sagde hun. Han ville egentligt bare sige, at kunne han få lov til at være sammen med hende, ville han være helt tryg ved at blive nogle dage endnu.
– Jo, såmæn, fik han sagt, men… Der blev kaldt på hende, og hun forsvandt.
Den aften drak han lidt for meget. Ikke mere end at han helt havde styr på, at han ikke havde styr på det. Han gik i seng med en fornemmelse af at være det mest ensomme menneske i hele storbyen.
Hjemme igen med en fornemmelse af den der tomhed, han altid havde lige efter hjemkomsten fra en tur, der bragte ham ud over landets grænser. En tomhed, der normalt hurtigt gik over til fordel for de daglige gøremål, men som denne gang blev afløst af et ønske om at genopleve den tyske hovedstad. Gense og se mere, mærke mere.
Han var hjemme igen med ærgrelsen over, at han ikke rigtigt fik gjort det, han havde aftalt med sig selv. Hans usikkerhed og angst for at blotte sig havde taget toppen af den glæde, som oplevelserne i storbyen havde givet ham. Afstanden mellem hendes engagement og viden om byens historie og steder og hans egen manglende ditto havde virket mere blokerende end ventet. Det var ikke nok med platte vittigheder i hendes selskab.
Han besluttede, at det skulle gøres om. Han ville være hendes medspiller også på udebane, og man kunne altid starte med BABYLON BERLIN…
Ugen efter Påske var NETavisens forside prydet med et billede af gruppen på Pariser Platz foran Brandenburger Tor. De stod ved siden af hinanden. Hun smilede til ham. Han blev varm og glad. Nydeligt par, tænkte han…
Næste dag ville han tage kontakt til NETavisens redaktør for at høre, hvorhen næste års Påskerejse skulle gå.
Fotos ifølge forfatteren…