Af Mads Nygaard
Forfatter
Allerede en halv time før affyring stod jeg klar ved havelågen for at byde gæsterne velkommen.
Små ti minutter senere kom første bil. Ud steg kunstnerparret Benthe Norheim og Claus Ørntoft. Jeg jublede og overfaldt dem i ren kærlighedsrus.
“I skal få de bedste pladser,” sagde jeg og gik i gang med at foredrage om mit foredrag.
“Øh, værsgo Mads. Her er en invitation til vores fernisering i Vrå i morgen. Vi er på vej ud og gøre de sidste ting klar. Vi må desværre køre med det samme.”
Jeg kiggede på den topprofessionelle indbydelse og forbandede mig selv. Hvorfor havde jeg ikke for længst hængt en lignende af slagsen op på tavlen i Bjergby Brugs?
“Amatør”, udbrød jeg og slog en hysterisk latter op og lavede en pirouette i gruset. Efter den verbale lussing til mig selv svingede en ny bil ind ved havelågen. Ud steg min kære, gamle svigerinde Marianne. Jeg åndede lettet op.
“Hej Mads. Jeg overvejer at få en ny varmepumpe og har hørt, at I er så glade for den, I har. Må jeg lige se jeres? Åh, der er den jo.”
Som det naturligste i verden gik Marianne nu over til varmepumpen og studerede den nøje. Jeg katastrofeblinkede med øjnene. Min stemme forsvandt også. Helt stum betragtede jeg de to biler køre væk igen.
Det her bliver et havari, tænkte jeg.
Men så … ind væltede det pludselig fra nær og fjern, ja, der var sågar en kær, gammel gymnasiekammerat, der kom hele vejen fra Schweiz. Jeg havde en fest. Svigermor roste mig til skyerne.
Og fruen, hun bandt sløjfen til allersidst: “You were on fire, skat!”
Jøsses så skøn en stund! ❤
Foto: Tao Lytzen/PixlArt.
Benthe Norheim og Claus Ørntofts fernisering foregår i Kunstbygningen i Vrå denne lørdag kl. 14. Søndag kl. 11 har man muligheden for at komme helt tæt på det gigantiske værk, som Peter Max-Jakobsen har skabt til den nye skole i Vrå. PixlArt står for arrangementet.