Af Mikael Justesen
Mellemlederjakken er død. Jamen det er rigtigt!
Da jeg var ung, var vi mange der var enige om, at når vi – typisk der i slutningen af 20’erne eller starten af 30’erne – fik vores første lille lederjob, så fejrede vi det ved at købe en typisk sort habitjakke. Altså bare jakken – resten af os var stadig dækket til af nogle comboybukser (det kaldte vi det dengang, det var kun kvinder der gik i jeans) og en polotrøje eller måske en skjorte. Jakken var sådan et første skridt – på vej mod fuld gabardineuniform med skjorte og slips og pligt til at bære samme. Og slipsenål! (Det var for ikke at få slipset til at sidde fast i time manageren – hvilket var sådan en udvidet Maylandkalender)
Og så tog vi den der jakke på. Set i bakspejlet kan jeg faktisk godt komme i tvivl om, hvorvidt vi tog den på for at vise verden, at nu var det med at komme af vejen for der var en ny mellemleder in town. Eller det var for at huske os selv på det – og samtidig have et tykt lag stof at skjule vores usikkerhed bag. Altså en slags skudsikker vest for juniorchefer. (Virkningsløs, men lad nu det ligge)
Men unge mellemledere nu om dage – ak og ve og pine og plage. De gør det ikke! De dasker stadig rundt i ustrøgne skjorteærmer og gummisko. Jamen hvordan fanden kan man man så vide at nu står jeg overfor en mellemleder? Jeg synes det er dybt betænkeligt at vi har de her unge, ambitiøse mennesker gående rundt iblandt os – helt inkognito. Kunne de i det mindste ikke stoppe skjorten ind i bukserne som et lille signal?
Eller er sagen bare at nutidens unge mellemledere er skideligeglade med at blive en del af den uniforme tøjdisciplin og hviler nok i sig selv til at påtage sig opgaven som leder uden uniform men bare i kraft af deres personlighed?
Jeg tror det faktisk, ved nærmere eftertanke. Jeg kender nogle stykker, nemlig. Og de er dygtige fra en side af. Fagligt stærke, empatiske, målrettede og holdspillere.
De kan, de vil, de gør. Helt uden mellemlederjakke. Fremtiden er lys.
Mikael Justesen er direktør ved TV2 Nord.
