Bestyrelsen for Erhverv Hjørring har besluttet at uddelegere tematiske ansvarsområder til de enkelte medlemmer af bestyrelsen (læs tidligere artikel).
I en række artikler præsenterer ErhvervsNyt hvert enkelt medlem og vedkommendes særlige rolle i bestyrelsen.
Denne gang handler det om Lasse Gram Pedersen, hvis ansvarsområder er:
- Iværksætteri
- Innovation
- Investeringer
I virkeligheden hænger de tre områder uløseligt sammen efter Lasse Gram Pedersens opfattelse. At starte nye virksomheder eller udvikle eksisterende handler nemlig ikke mindst om at få sat mennesker med passende kompetencer sammen.
Lasse Gram Pedersen beskæftiger sig i dag primært med ejendomsadministration. Han er desuden både professionel og af ren og skær interesse involveret i iværksættere og udvikling af virksomheder.
Hans erfaring med mange iværksættere er, at de ofte er ufatteligt dygtige til at udvikle nye produkter og bruger al deres energi på at udvikle stadigt nye versioner for at nå frem til det ultimative produkt.
Men at skabe en virksomhed handler om meget andet end at udvikle en god idé til et konkret produkt. Det kræver finansiering, bogholderi, markedsføring, salg og meget andet. Derfor har iværksættere ofte behov for at kunne støtte sig til personer med andre kompetencer end deres egne for at få forretningsmæssig succes.
Lasse Gram Pedersen har selv været involveret i mange innovative up-starts, hvor han har bidraget med egne erfaringer, eller har kunne sætte iværksætteren i forbindelse med personer fra sit netværk, der kan tilføre iværksætteren supplerende kompetencer.
I bestyrelsen for Erhverv Hjørring vil Lasse Gram Pedersen fremlægge de informationer fra sit netværk om behov og problemer, som iværksættere og innovative virksomheder møder, og som kan afhjælpes med forbedrede rammevilkår.
Som et eksempel nævnet han mangel på egnede lokale og grunde til erhvervsbyggeri i Hjørring kommune. Et problem, som Erhverv Hjørring allerede har taget op i Hjørring Kommunes Erhvervsråd.
Med Lasse Gram Pedersen som en af initiativtagerne er Erhverv Hjørring i samarbejde med netværket Erhverv Hjørring DYNAMIC i gang med at udvikle et online-baseret værktøj til hjælp for iværksættere.
Det er en form for spil med rubrikker for alle de kompetencer, som en iværksætter har behov for at have eller kunne trække på for at lykkes.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.