Mennesker med handicap oplever alt for ofte udfordringer, der afholder dem fra at cykle. Det viser en ny, stor undersøgelse ‘Cykling for alle’, som Cyklistforbundet og Videnscenter om handicap står bag.
Den viser blandt andet, at to ud af tre mennesker med handicap ønsker at cykle mere, end de gør og at mere end 80 % af forældre til børn med handicap ikke kender til cykelmuligheder for deres barn.
”Cykling giver også mennesker, der lever med et handicap, bedre sundhed og større mental trivsel. Desværre oplever den gruppe danskere alt for ofte udfordringer, der afholder dem fra at cykle. Med den nye undersøgelse er vi klædt meget bedre på til at hjælpe mennesker med handicap op på cyklen. Cykling skal være for alle. Derfor skal vi arbejde med de barrierer, der afholder mennesker med handicap fra at cykle,” siger Jane Kofod, der er vicedirektør i Cyklistforbundet.
Undersøgelsen peger ifølge vicedirektøren på et kæmpe potentiale for at styrke cykling hos mennesker med fysiske, psykiske, kognitive og/eller sensoriske handicap.
”Der er store uudnyttede muligheder for, at også denne gruppe danskere med cykling kan opnå store sundhedsfordele og få større trivsel,” siger Jane Kofod.
Undersøgelsen fra Cyklistforbundet og Videnscenter om handicap viser, at næsten halvdelen, 47 procent, af voksne med handicap ikke cykler, fordi de blandt andet er bange for det.
Cyklistforbundet og Videnscenter om handicap kommer på baggrund af undersøgelsen med et sæt anbefalinger til både kommuner, fagprofessionelle og mennesker med handicap. Anbefalingerne ligger på en ny web-portal, hvor der også ligger viden om cykling for mennesker med handicap samt en række personlige (video)fortællinger: www.cyklistforbundet.dk/cyklingforalle
”Cykling kan noget særligt i at bidrage til følelsen af frihed, af uafhængighed og er en god, sund måde at komme rundt på. Det kan vi som samfund gøre langt mere for at sikre. Alt for få oplever at blive introduceret til cykling og få mulighed for at finde en cykel tilpasset deres fysik og behov. Derover skal vi have mere fokus på cykling i bevilling af aktivitetshjælpemidler og transportmidler. Det kan være kortsigtet i kommunerne ikke at bevillige en special- eller elcykel, men i stedet henvise til en elscooter, som skaber et mere passivt liv,” siger Dorte Nørregaard, direktør for Videnscenter om handicap.
Michael Stærke fik sin datter op på cyklen
Undersøgelsen viser, at næsten fire ud af fem forældre til børn med handicap ønsker, at deres børn cykler mere, end de gør. En af dem var Michael Stærke, der er sportsjournalist på TV 2, og hans datter Agnes. Han brugte flere måneder på at gøre Agnes, der har cerebral parese, sikker på cyklen. Det var en stor sejr for hende.
”Jeg var meget utryg til at starte med, hvor jeg sagde til far, at han hele tiden skulle holde fast i mig. Til sidst havde jeg så meget tro på mig selv, at jeg ikke længere ville have, at han cyklede med mig. Første gang jeg selv kørte i skole, var det virkelig fedt. Det var en enorm følelse af frihed,” fortæller 12-årige Agnes i videoen. Også for Michael Stærke var det en helt særlig dag.
”Den morgen hun selv cyklede rundt uden for huset, da græd jeg, da jeg kom ind. Det var virkelig stort for alle,” siger Michael Stærke, der er kommende vært på Aftentour på TV2.
Foruden Michael og Agnes Stærke møder man på hjemmesiden otte andre mennesker med handicap, der fortæller om deres erfaringer med at cykle.
Blandt andre formand for Dansk Håndcykelklub Jan Friis Jørgensen fra Rødovre. han sidder i kørestol, men cyklen giver ham frihed til fx at cykle rundt på Lanzarote.
“Det betyder meget for mit selvværd, at jeg cykler. Det er både mentalt og fysisk, at jeg øger min sundhed. Jeg cykler med min hund to gange om dagen. Det er en tur på tre kilometer. Derudover cykler jeg ofte over 100 km om ugen i racercyklen, og jeg deltager i motionsløb og konkurrencer,” siger han.
Seks anbefalinger og et webinar
Cyklistforbundet og Videnscenter om handicap har udpeget seks anbefalinger til indsatsområder, som kan styrke cykling blandt mennesker med handicap.
Anbefalingerne er målrettet fagprofessionelle og beslutningstagere på tværs af cykel-, sundheds- og socialområdet – fx trafikplanlæggere, fysio- og ergoterapeuter, sagsbehandlere, socialpædagoger på bosteder og øvrige fagfolk, der arbejder på tværs af sektorerne.
Se dem her:
https://www.cyklistforbundet.dk/alt-om-cykling/cykelviden/cykling-for-alle/anbefalinger
Cyklistforbundet og Videnscenter om handicap præsenterer i marts den nye undersøgelse og anbefalingerne på et webinar for fagprofessionelle, beslutningstagere og øvrige interesserede. Det er gratis at deltage.
cyklistforbundet.dk/alt-om-cykling/cykelviden/cykling-for-alle/webinar
Om videns- og innovationsprojektet ‘Cykling for alle’
Cyklistforbundet har i samarbejde med Videnscenter om handicap undersøgt cykling blandt mennesker med handicap fordelt på fire typer af handicap:
- Fysiske (fx muskelsvind, rygmarvsskade, cerebral parese)
- Psykiske (fx angst, bipolar lidelse)
- Kognitive (fx ADHD, autisme, udviklingshandicap)
- Sensoriske (fx syns- og hørenedsættelse)
I Danmark ved vi ikke præcis, hvor mange mennesker der har et handicap. VIVEs undersøgelser viser dog, at 31 procent af den danske befolkning i alderen 16-64 år har et selvvurderet psykisk eller fysisk handicap (Amilon et al., 2021).
Formålet med projektet er at sikre bedre cykelmuligheder for de mange børn og voksne mennesker med handicap i Danmark.
Fakta fra undersøgelsen
- 88,4% af forældre til børn med handicap kender ikke til eller har ikke mulighed for at låne eller leje en cykel tilpasset deres barns behov.
- 67 procent af mennesker med handicap ønsker at cykle mere, end de gør.
- 77,4 procent af voksne med handicap er enige i, at cykling giver dem en oplevelse af frihed
- 40 procent af voksne med handicap oplever, at de IKKE har en cykel tilpasset deres behov.
- 47 procent af voksne med psykisk handicap cykler ikke, blandt andet fordi de er utrygge
- 77 procent af forældre til børn med handicap ønsker deres børn cykler mere, end de gør.
Projektet blev støttet af den statslige Cykelpulje gennemført i 2022-2024.