Hunden bliver betragtet som et familiemedlem, næsten på lige fod med de andre medlemmer af familien. Det ses bl.a. af de mange opslag på YouTube, Instagram mv. med hunden som centrum. Der tages ofte lige så mange billeder af ”Fido”, som af børnene eller ægtefællen.

Det er bestemt ikke af nyere dato, at lade sin hund fotografere på lige fod med andre familiemedlemmer. I arkivets billedsamling finder vi mange billeder af folk med deres hunde, og i de professionelle fotografarkiver finder vi også mange hunde-”portrætter”.

Det er dog mest borgerskabets hunde vi har fotografbilleder af. Det var nemlig ikke billigt at gå til fotografen. I år 1900 kostede et billede i det mest almindelige format, visit-størrelse (ca. 9×12 cm), 1,00 kr. for ét eksemplar, 2 kr. for tre eksemplarer og 3 kr. for seks eksemplarer. Det mest almindelige var at få lavet flere eksemplarer, så der var nogle at dele ud af til familien. Kabinet-format (ca. 10×15 cm) var ca. tre gange så dyrt.

Til sammenligning kan nævnes at 1 kg. rugbrød eller 1 liter mælk kostede 14 øre, 1 kg. flæsk ca. 1 krone, og at en faglært arbejders timeløn lå på omkring 35-40 øre, en ufaglærts noget mindre. Så det var bestemt ikke alle der kunne tillade sig den luksus at gå til fotografen for at få sig selv, konen, børnene – eller hunden – fotograferet.

Og det sætter jo sit spor i kulturarven. Vi ved at brygger Worm og fuldmægtig Budtz holdt hunde, og at de blev betragtet som familiemedlemmer, og vi ved hvordan de så ud. Men vi ved ikke det samme om murer Svendsen og arbejdsmand Jensen.