Fra d. 20. til 23. oktober kan unge fra 9. eller 10. klasse i Frederikshavn og Hjørring Kommune deltage i det helt nye tiltag Metal Camp, hvor man i 4 dage kommer tæt på uddannelserne skibsmontør, smed og industritekniker.
Man vil både skulle ’lege’ i EUC Nords værksteder og komme i en kort praktik i en lokal virksomhed. Metal Camp henvender sig til elever, der er nysgerrige på metaluddannelserne og samtidig gerne vil prøve at arbejde i skolens værksted kombineret med en virksomhedspraktik. Koordinator Kristian Holme Andersen fra EUC Nord er tovholder på projektet og han siger:
– Idéen med Metal Camp er at give folkeskoleeleverne en mulighed for at dykke ned i de tre fag end man har tid til i brobygningen, og ikke mindst kombinere det med praktik i virksomheder. EUC Nord har i samarbejde med Metalindustriens Uddannelsesudvalg samt UE Frederikshavn og Hjørring og virksomheder sammensat et program, hvor man får masser af mulighed for at afprøve sig selv i et fag og i en branche, hvor der er virkelig gode karrieremuligheder. Målgruppen er bred og der god plads til unge, som ikke har de store erfaringer i at arbejde i værksteder, men som er nysgerrige. Deltagerne kommer til at bruge vores maskiner og værktøj og arbejde med opgaver med masser af gods i. Deltagelse i Metal Camp kan også være et plus, hvis man kunne tænke sig et fritidsjob i en virksomhed indenfor metal- og autobranchen.

Metal på EUC Nord.
Kristian Holme Andersen, Metalindustriens Uddannelsesudvalg samt UE Frederikshavn og Hjørring laver ved samme lejlighed en fokusdag d. 22. oktober på EUC Nord henvendt til vejledere, der gerne vil vide mere om metalfagene og de forskellige brancher, hvor man kan få job. De seneste optagstal fra EUC Nord viser en større interesse for metal- og autofagene fra de unges side, og den udvikling bliver bare bedre, når vejlederne er klædt godt på ift. viden om uddannelserne, slutter Kristian Holme Andersen.
Elevernes vejledere, lærere, samt forældre og deltagende virksomheder bliver tillige inviteret til en fælles afslutning af Metal Camp torsdag den 23. oktober på EUC Nord. Her er der gode muligheder for at se og høre om, hvad eleverne har lavet og oplevet.
Tilmelding og yderligere oplysninger på eucnord.dk/metalcamp eller ved henvendelse til Kristian Holme Andersen på tilf. 7224 6619 eller mail [email protected]
Metal Camp arrangeres af EUC NORD og Metalindustriens Uddannelsesudvalg, DI, Dansk Metal og TEKNIQ.


