Skal der være en limfjordsforbindelse over øen Egholm? Netop det spørgsmål har splittet nordjyderne i over 50 år. Men nu ser det ud til, at motorvejen over øen med det rige dyreliv bliver til virkelighed, skriver TV2 Nord.
Sidste år afsatte et flertal i Folketinget over syv milliarder kroner til motorvejen over Egholm i en storstilet infrastrukturplan.
Og i et interview med TV2 Nord fastslår Mette Frederiksen nu, at Egholm-forbindelsen ikke bliver aflyst med socialdemokratiske stemmer efter et valg.
Den skal bygges, fastslår statsministeren.
– Beslutningen er truffet. Det har været et stærkt ønske i Nordjylland i rigtig mange år, siger Mette Frederiksen og henviser til, at der bliver lavet en stor miljøundersøgelse af projektet for at sikre, at man ikke unødigt skader miljøet.
– Nordjyder er afhængige af bilen
Hun afviser dog at skifte kurs på grund af hensyn til natur og dyreliv.
– Det kan ikke nytte noget, at vi påstår over for hinanden, at alle i Nordjylland kan klare sig med kollektiv trafik. Vi har allerede nu udfordringer ud mod Thisted, hvor det tager meget lang tid at pendle til Aalborg, siger hun.
– Mange nordjyder er simpelthen afhængige af at køre på arbejde eller aflevere deres børn i skole, siger hun.
Det er ellers ikke, fordi at Mette Frederiksens støttepartier bakker op om den omdiskuterede motorvej.
Så sent som i sidste uge gentog Enhedslisten, at den planlagte motorvej skulle sløjfes for at frigøre midler til den kollektive trafik, der bløder i flere regioner – ikke mindst i Nordjylland.
Men med de borgerlige partiers og Socialdemokratiets opbakning består flertallet bag den tredje limfjordsforbindelse.
– Bussen kører jo ikke alle steder
Modstanderne af vejen over Egholm er dybt bekymrede for både biodiversiteten, drikkevandet og dyrelivet på den fredsomme ø i Limfjorden.
De frygter stor miljømæssige ødelæggelser, hvis motorvejen bliver til virkelighed.
Senest var klimademonstranter mødt op på Nytorv i Aalborg under Mette Frederiksens valgturné for at protestere mod motorvejsplanerne.
Hvordan er det foreneligt med den grønne omstilling at bygge en ny motorvej over Egholm?
– Jamen nordjyderne skal jo kunne komme rundt. Det er et pendlersted. Det er ikke alle steder i Nordjylland, hvor man kan være afhængig af kollektiv trafik, for mange steder kører bussen jo ikke, siger Mette Frederiksen
Kunne man så ikke lave et system, hvor busserne dækker bedre?
– Jeg er nordjyde og ved, at man ikke kan dække hele Nordjylland med kollektiv trafik. Der er i øvrigt også mange mennesker, der bor uden for de små byer. Så rigtig mange nordjydere vil også i fremtiden være afhængige af deres bil, siger hun.
Før motorvejen kan blive en realitet, skal alle miljøundersøgelser på plads, og en ny anlægslov skal vedtages i Folketinget.
Kilde: TV2 Nord.
For mig handler det ikke om pendling til Aalborg fx fra Thisted. I dette står Aalborg som en spærreballon for rigtigt megen aktivitet nord for.
Man orker ikke at komme igennem og udenom og nok lidt dyre huslejer.
Jeg så hellere, man argumenterede for nemmere færdsel til for til Åbybro, Kås, Pandrup, Saltum og også turismen. Man pendler jo netop langt, fordi der ikke dannes nok arbejdpladser i disse områder, hvorfor man fx (også) må pendle helt fra Thisted.
Så udfra dette, så bør Egholm være bedre – øh kan man ikke grave det mere ned end man plejer.