Af Mette Jensen
Byrådsmedlem i Hjørring Kommune
Konservative Folkeparti
Hirtshals
Turismen i Nordjylland er en af de vigtigste drivkræfter for både erhverv og lokalsamfund. Den skaber arbejdspladser, omsætning og identitet – ikke bare langs kysterne, men i hele landsdelen.
Derfor bliver jeg oprigtigt ærgerlig, når jeg står med en brochure, som kalder sig “Oplev Nordjylland”, og opdager, at store dele af Nordjylland nærmest ikke er med. Kortmaterialet tegner et billede, hvor Hjørring og Jammerbugt kun lige akkurat optræder – uden omtale, uden anbefalinger, uden blik for den vigtige rolle, vi faktisk spiller.
Det er ikke i orden. For virkeligheden er, at netop Hjørring og Jammerbugt er blandt de stærkeste turistkommuner i Nordjylland – med mere end 3,6 millioner overnatninger og milliarder i turismeomsætning. Jeg ved godt, at vi har forskellige destinationsselskaber i Nordjylland. Men turisterne kender ikke til den slags. De ser en overskrift, og de forventer med rette, at “Nordjylland” betyder hele Nordjylland. Det skylder vi dem at levere.
Vi skylder det også hinanden. For fællesskab og samarbejde er noget, vi i Nordjylland taler meget om – og som vi faktisk er gode til. Men fællesskab forpligter. Og det starter med at være loyale over for hinandens bidrag, også når vi kommunikerer med omverdenen. Turismen er ikke bare oplevelser og overnatninger. Det er også vores måde at fortælle, hvem vi er – som landsdel, som lokalområde og som mennesker. Og hvis vi siger, vi er Nordjylland, så skal vi også stå ved det – hele vejen rundt.

Brochuren er udgivet af Destination Nord, som dækker Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø. Og de har taget et bevidst valg om at brande sig med navnet “Nordjylland”. Det valg har konsekvenser, for når man bruger navnet Nordjylland, sender man et løfte – og det løfte bør dække hele landsdelen, ikke kun en del af den. Jeg ved, at 2025-udgaven nu ligger fast. Den kan ikke ændres. Men det bør kunne gøres bedre næste gang.
Vi skylder både gæsterne og hinanden at vise Nordjylland som det, det er: med en østkyst og en vestkyst og alt det midt imellem – hvor vi godt kan unde at det går hinanden godt – for Nordjylland er bedst tjent med at vi løfter i fællesskab.
Destinationsselskaberne i Nordjylland og deres bestyrelser bør kunne finde en fælles tilgang til, hvordan vi fortæller historien om vores landsdel. For turisternes skyld. Og for vores egen troværdighed.


