Byrådsmedlem i Hjørring Kommune
Konservative Folkeparti
Hirtshals
Som lokalpolitiker bosat i Hirtshals, glæder det mig at se, hvordan Ulvkærparken nu også får et tiltrængt løft. Det er sidste del af en større renoveringsplan som BoVendia har stået for, hvor Toplærkegården allerede står færdig, og Mågevej/Søndergade er godt i gang.
Når vi investerer i boliger, investerer vi i livskvalitet. Flere boliger bliver gjort mere tilgængelige, lettere at vedligeholde og mere moderne – og vi får boliger, der passer bedre til de behov, mange har i dag og i fremtiden.
Jeg synes, det er et stærkt signal, at beboerne selv har bakket op om projekterne i Toplærkegården, Mågevej, Søndergade og Ulvkærparken. Ikke nok med det, men ventelisten er lang, så sandheden om, at ingen ønsker at bo i Hirtshals passer ikke helt – det handler om hvilke varer der er på hylden og ikke mindst prisen på varerne.
Men samtidig bliver vi nødt til at tale ærligt om de områder, hvor udviklingen går den forkerte vej. I Margretheparken ser vi desværre stadig flere og flere tomme boliger fordi området ikke er attraktiv og fordi huslejen er for høj.
Hvad angår Havudsigten så venter vi stadig på, at der laves en renoveringsplan, som beboerne og Landsbyggefonden kan godkende. Det er der nu gået mere end 10 år med uden der er en løsning i vente. Det er da paradoksalt med de boligers placering.
Hvis ikke vi handler nu, risikerer vi, at det bliver kommunens – og dermed borgernes – ansvar at samle regningen op. Det kan i sidste ende koste millioner i tomgangsleje. Det er hverken ansvarligt eller fair over for de beboere, der stadig bor der – eller over for resten af kommunen.
Derfor har jeg også glad for at det på gårdagens byrådsmøde blev præciseret, at byrådet har en en klar forventning om, at Domea som boligadministration tager deres ansvar alvorligt. De har en vigtig opgave foran sig, der kræver, at de er til stede, at de lytter, og at de handler.